150 års jubilæum på Learnmark Horsens fejres med 22 kvadratmeter kage

22. oktober 2019

Horsens Handelsskole, som ved fusionen i 2011 med daværende VIA Erhvervsuddannelser blev til Learnmark Horsens, blev etableret den 26. september 1869. Det fejrer skolen den 23. oktober 2019 med gigantiske kager til 2.300 Learnmark-elever, brobygningselever og medarbejdere. 

Der bliver trængsel om de lange borde med chokoladekage dækket af marcipan med teksten 150 års jubilæum, når Learnmark Horsens markerer, at det første af Learnmark Horsens så dagens lys for 150 år. 

Da Learnmark Horsens i 2011 blev etableret, var det en fusion af to mere end 100-årige institutioner: Horsens Handelsskole, som fra 1869 tilbød lærlinge i de horsensianske købmands- og håndværkergårde undervisning, og Tegneskolen, som blev grundlagt af Horsens Haandværker- og Sangerforening i 1857. 

Handelsskolens 150 års jubilæum fejrer Learnmark Horsens onsdag den 23. oktober 2019, når undervisningen om formiddagen afbrydes. Her mødes elever og medarbejdere i kantiner og multisal på skolens tre adresser for at fejre jubilæet med omkring 22 kvadratmeter kage. Direktør Niels Yde glæder sig til at skære en af de store kager for på den festlige dag. 

”Selvom Learnmark Horsens til januar kun fylder ni år, trækker vi på mere end 150 års undervisningserfaringer og –traditioner fra henholdsvis Horsens Handelsskole og Tegneskolen. Det er en historie, vi har med os, og ved at markere jubilæet kan vi videregive historiens vingesus til nutidens unge,” understreger Niels Yde. 

Fra undervisning i telefonering til virtual reality

I 1972 flyttede daværende Horsens Handelsskole til bygningerne på Stadionsvej 2, hvor man udover 16 klasselokaler indrettede seks faglokaler: To til maskinskrivning, et til manufaktur, et til kolonial, et til telefonering og et til geografi- og historieundervisning. 

I dag foregår den oprindelige handelsskoles undervisning i de merkantile ungdomsuddannelser på to forskellige adresser: På Learnmark Business på Strandpromenaden 4c, som udbyder de merkantile erhvervsuddannelser og på Learnmark Gymnasium HHX og HTX på Stadionsvej 2, som udbyder de erhvervsgymnasiale ungdomsuddannelser. 

”Inden for de seneste 50 år har både undervisningens indhold og metoder ændret sig markant. Fra undervisning i maskinskrivning på, hvad vi i dag kalder gamle hakkebrætter, til undervisning i digital handel i et virtual reality-univers. De fleste undervisningsbøger findes kun digitalt og studieture til fx Kina og USA er en naturlig del af et skoleforløb,” fortæller Niels Yde. 

Fra pen til pc, droner og VR-briller

Også de tekniske erhvervsuddannelser har på 150 år gennemgået en stor udvikling – fra undervisning i frihånds,- perspektiv- og maskintegning til 3D-tegning i avancerede computerprogrammer, droneflyvning til kontrol af bygninger og instruktion i brug af avancerede CNC-fræsere via virtual reality-briller. 

”Vores uddannelser udvikler sig hele tiden, og her er det vigtigt, at vi er med til at præge udviklingen,” understreger Niels Yde. 

Learnmark Horsens udbyder i dag:

  • De merkantile erhvervsuddannelser på Learnmark Business EUD og EUX
  • De tekniske erhvervsuddannelser på Learnmark Tech EUD og EUX
  • De erhvervsgymnasiale uddannelser på Learnmark Gymnasium HHX og HTX
  • Efter- og videreuddannelse – AMU på Learnmark Efteruddannelse
  • Horsens Kommunes 10. klasse-tilbud – Step 10.