20 hjemmebyggede både konkurrerer i traditionsrigt kapsejlads

17. august 2016

Når startfløjtet til årets kapsejlads for omkring 80 elever på Learnmark Gymnasium HTX lyder fredag den 19. august 2016, er det også regnskabets time for eleverne: Holder deres beregninger om opdrift, og er deres både konstrueret og bygget rigtigt, så de holder vandet ude på den 100 meter lange bane.

I ugen op til kapsejladsen har eleverne, som går i 2. g, beregnet, konstrueret og bygget lige præcis den båd, de tror, klarer sig allerbedst til kapsejladsen HTX Single Sheet Skiff Challenge.

Tidspunkt: Fredag den 19. august 2016 fra kl. 13.30 - 15.00. Finaleheatet forventes at starte kl. 14.15

Sted: Horsens fjord ved Langelinje, 8700 Horsens.

Sjov og anderledes måde at arbejde med matematik og fysik på

For Oliver Rasmussen og Kevin Kristensen, der går på studieretningen Design, er bådprojektet en god start på skoleåret, hvor de blandt andet kan afprøve deres interesse for design.

"Projektet er også en sjov og anderledes måde at bruge vores viden fra matematik og fysik på. Vi ville oprindeligt have lavet en rund båd for at prøve noget, der ikke var lavet før. Den idé droppede vi igen, da vi ud fra vores beregninger kunne se, at vi ville få svært ved at komme hurtigt nok frem," fortæller Kevin Kristensen og tilføjer, at kapsejladsen samtidig er en god måde at lære de andre på årgangen bedre at kende på.

Samarbejde mellem fag

Kapsejladsen er afslutningen på et typisk HTX-projekt i fagene Teknologi og fysik, hvor eleverne ud fra deres viden beregner, eksperimenterer, analyserer og afprøver mulige løsninger til en given opgave eller problemstilling.

Materialer til rådighed
• 1 krydsfinérplade på cirka 2,5 m x 1,2 m og 5 mm i tykkelsen
• Kabelbinder
• 1 tube silikonefugemasse
• 2 m langt bræt til udformning af paddel.

Bådbyggeri HTX 150816 (18) web.jpg
Bådbyggeri HTx 170816 (7) - web.jpg