605 studenter og dimittender fra Learnmark Horsens i løbet af 3 uger

12. juni 2020

Fra den 8. – 26. juni 2020 færdiggør mere end 600 elever deres uddannelse på Learnmark Horsens. Det fejres til dimissioner og svendeprøveafslutning efter særlige corona-retningslinjer.

Juni er traditionen tro eksamenstid og studentertid, og på Learnmark Horsens glæder vi os til at fejre 605 dimittender og studenter, der fra den 8. – 26. juni får studenterhuerne på og overrakt deres eksamensbeviser og svendebreve.

Sommerens studenter og dimittender vil huske afslutningen på deres ungdomsuddannelse som en helt særlig tid med forbud mod at komme på skolen, undervisning hjemme bag computerskærmen og skrappe restriktioner om afstand og afspritning.

Dimissionerne og svendeprøveafslutningen bliver ifølge Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, heller ikke som de plejer.

Vi vil gøre alt for at gøre afslutningen på vores elevers ungdomsuddannelser så festlig som overhovedet muligt – det kan end ikke COVID-19 tage fra os! Til dimissionen på fx Learnmark Gymnasium HHX og HTX plejer vi at være omkring 1000 deltagere i Forum Horsens. I år fejrer vi studenterne klassevis. Jeg er dog helt sikker på, at det også i år bliver en mindeværdig dimission for alle vores studenter og dimittender.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Dimissionstaler optaget på video

Sundhedsmyndighedernes retningslinjer for afholdelse af dimissioner er blandt andet, at de skal holdes klassevis, og at hver student må invitere et begrænset antal gæster med til dimissionen. Det stiller krav til afviklingen af dimissionstalerne.

”På Learnmark Business har vi tradition for at have en repræsentant fra erhvervslivet til at holde dimissionstalen for de unge, der er på vej til en elevplads inden for detail, handel eller kontor. Sådan skal det også være i år. Rikke Mølgaard, der er HR Manager i Freja Transport & Logistics A/S, holder sommerens dimissionstale for vores EUX-studenter og EUD-dimittender. Den bliver optaget på forhånd og afspillet i alle klasserne den dag, der er dimission. Det er en rigtig god løsning.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Direktørens velkomsttale og rektors tale til HHX- og HTX-studenterne bliver også optaget på forhånd, så alt næsten kan være som det plejer.

TILLYKKE til alle
  • ANTAL STUDENTER OG DIMITTENDER

    • 183 HHX-studenter
    • 123 HTX-studenter
    • 118 dimittender fra Step 10
    • 58 studenter fra EUX-Business
    • 46 dimittender fra EUD-Business
    • 37 dimittender fra Kombineret Ungdomsuddannelse - KUU
    • 14 EUX-Landmænd afslutter deres gymnasiefag på HTX – fagprøve på Bygholm Landbrugsskole i juni
    • 13 EUX-Tømrere afslutter deres gymnasiefag på HTX – svendeprøve i september
    • 10 lager- og logistikoperatører til svendeprøve
    • 3 EUX-murere afslutter deres gymnasiefag på HTX – svendeprøve i september.

  • DATO FOR DIMISISONER OG SVENDEPRØVE

    • 22. juni: Kombineret Ungdomsuddannelse - KUU
    • 24. juni: Step 10
    • 25. juni: Learnmark Business
    • 26. juni: Learnmark Gymnasium HHX og HTX
    • 26. juni: Svendeprøve for lager- og logistikoperatører