Bestyrelsen på Learnmark Horsens dropper fremlagte planer om Campus

15. september 2020

Efter grundige analyser er der i bestyrelsen på Learnmark Horsens ikke tilstrækkelig opbakning til det fremlagte forslag om Learnmark Horsens på Campus.  Bestyrelsen vil i løbet af efteråret arbejde på, hvordan skolens bygningsmasse fremadrettet skal udvikles. 

Bestyrelsen på Learnmark Horsens besluttede i dag efter en afsluttende debat og et omfattende analysearbejde, at man ikke arbejder videre med det foreliggende forslag om at flytte en stor del af Learnmark Horsens’ uddannelser på Campus. 

Det er ifølge Hans A. Sørensen, bestyrelsesformand på Learnmark Horsens, tiltrængt med en afklaring for både skolen og dens omverden. 

”Learnmark Horsens er i dag en veldrevet institution med robust økonomi. Vi bor godt, hvor vi allerede er på Stadionsvej, Strandpromenaden og Vejlevej. Ved at komme på Campus ville vi se ind i en økonomi med mange usikkerhedsmomenter. Bestyrelsen havde en ambition om at placere flere uddannelser på campus, men efter grundige analyser og det fremlagte beslutningsforslag har vi konstateret, at det ikke er muligt. Det er vigtigt for bestyrelsen, at vi fremadrettet skal arbejde med udvikling af Learnmark Horsens på et solidt grundlag. Derfor går vi i løbet af efteråret videre med, hvordan Learnmark Horsens skal udvikle sig,” siger Hans A. Sørensen. 

At det bliver et Learnmark-nej til Campus tager bestyrelsesformanden med ro, selvom det ikke er en beslutning, han er begejstret for. 

”For en del i bestyrelsen ville der være gode muligheder i at blive en del af et stort Campus, men det er også vores pligt at se på alle fordele og ulemper. Og på den baggrund er beslutningen baseret på, at Learnmark Horsens er i god gænge og har gode muligheder for at udvikle sig. Der er valgt en løsning, som tilgodeser, at vi kan koble en sikker økonomi med gode uddannelsesmuligheder for lokalområdets unge,” fortsætter siger Hans A. Sørensen. 

Alle detaljer er endevendt

Bestyrelsen på Learnmark Horsens har arbejdet med campusplanerne siden foråret 2016. Særligt det seneste år har bestyrelse, ledelse og medarbejdere haft fokus på den pædagogiske vision for Learnmark Horsens på Campus, økonomiske beregninger og analyser med hjælp fra blandt andre arkitekter og skoleudviklingskonsulenter. 

”Vi har givet Campus chancen. Vi har været helt nede i detaljen for at endevende fordele og ulemper for Learnmark Horsens. En samlet bestyrelse ser i øjeblikket ikke, at vi kan imødekomme de ønsker, vi har. Derfor ønsker vi ikke at løbe den risiko, det er at kaste sig ud i et byggeprojekt til omkring 450 millioner kroner,” siger Hans A. Sørensen. 

Fortsætter positiv udvikling

For skolens bestyrelse handler det om at sikre, at Learnmark Horsens kan fortsætte den positive udvikling, som institutionen er inde i, hvor blandt andet elevtallet har været stigende de seneste mange år. 

”Learnmark Horsens står på ingen måde på en brændende platform. Tværtimod. Derfor er der også nu lagt op til, at bestyrelsen kan forholde sig til, hvordan skolen kan fortsætte sin positive udvikling. Det grundige beslutningsgrundlag, som vi har fået udarbejdet i forbindelse med afdækningen af en eventuel campusflytning, kan vi helt sikkert bruge fremadrettet i bestyrelsens arbejde. Her skal vi også turde at udfordre os selv, så vi får en fremtidssikret skole med fleksible rammer tilpasset nutidens og fremtidens undervisningsformer og -udstyr,” siger Hans A. Sørensen. 

Kontakt for yderligere information

Hans A. Sørensen

Bestyrelsesformand

Bestyrelse
E: hsoe@learnmark.dk