30. november 2016
Vi inviterer til årets hyggeligste julebasar, hvor skolen denne aften vil blive forvandlet til et juleinferno. Eleverne glæder sig til at sælge alt, hvad julehjertet begærer, fra deres boder.
Sådan lød det i invitationen til familie og venner, da Learnmark Business inviterede til julebasar – og virkeligheden levede op til det, invitationen stillede i udsigt.
Det var en hyggelig aften med masser af julestemning, handel og mulighed for at afprøve teorierne i praksis.
Aktivitetsbod gav overskud
Line, der går på grundforløb 1 på EUX-Business, og hendes gruppe havde en flot omsætning i deres aktivitetsbod, hvor man kunne skyde efter nisser og vinde flotte præmier.
”Vi omsatte for 860 kr. og fik et flot overskud på 320 kr. Det er vi godt tilfredse med. Projektet har været en god og anderledes måde at have undervisning på,” fortæller Line.
Økologiske brunkager og pebernødder
Jeppe, som også går på grundforløb 1 på EUX-Business, solgte sammen med sin gruppe hjemmebagte og økologiske brunkager og pebernødder.
”Det var en rigtig hyggelig aften, men vi fik desværre et underskud på 63 kr., da vi havde brugt rigtig mange penge på de økologiske råvarer,” fortæller Jeppe, som på selve basar-dagen var i gang med at bage brunkager kl. 7.30.
”Jeg har aldrig bagt før, men vi havde det sjovt, mens vi bagte småkagerne. Det blev en lang skoledag, da vi først var færdige på skolen kl. 20 om aftenen,” siger den unge mesterbager.
En del af undervisningen
Julebasaren var kulminationen på elevernes tværfaglige projekt, hvor deres juleboder var en del af bedømmelsen til den afsluttende fremlæggelse. Her skulle eleverne også uddybe en synopse, hvor de skulle demonstrere deres viden fra fagene dansk, engelsk, afsætning, samfundsfag og virksomhedsøkonomi.