Dimissionstale til 306 studenter på Learnmark Gymnasium: ”Jeg håber, I vil gå ud at sætte jeres præg på verden!”

26. juni 2020

Fredag den 26. juni 2020 fejrede familie, undervisere og ledelse 183 HHX-studenter og 123 HTX-studenter fra Learnmark Gymnasium – en festlig dag for en helt særlig årgang.

”Min gamle ven, føler du dig ogs' lidt ensom? Jeg lover dig, det ska' nok bli' godt igen. Jeg ved, jeg ikk' må se dig lige nu, men jeg ka' hør' dit kor. Selvom vi er langt fra hinanden, er vi tættere, end vi tror.” 

Sådan sang underviserne i en musikvideo til sommerens dimissioner for 306 studenter på Learnmark Gymnasium HHX og HTX - og klapsalverne i salen vidnede om, at underviserne med deres hilsen til studenterne ramte noget helt særligt. 

På grund af særlige corona-restriktioner blev årets dimission holdt klassevist for gymnasiets 12 studenterklasser. Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX, og Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens, holdt en videotale til studenterne, og på den måde lagde de sig i slipstrømmen af forårets virtuelle undervisning, som blev en noget anderledes afslutning på gymnasietiden, end sommerens studenter havde forestillet sig. 

En omstillingsparat årgang

Studenterne anno 2020 har gennem hele deres gymnasietid været vant til store ændringer. De er første årgang på den nye gymnasiereform, hvor de har været prøvekaniner i fx nye fag og eksamensformer, og de afsluttede de tre gymnasieår med corona-krisen, hvor de fra den ene dag til den anden skulle omstille sig fra fysisk til virtuel undervisning.

I er den mest omstillingsparate og omstillingsduelige årgang i nyere tid. Jeg køber ikke, at I har mistet noget fagligt. Ja, I er gået glip af nogle eksaminer, og ja, det kan også godt ske, at der er et enkelt lille hul i undervisningen, som ikke er dækket fuldt ud, men så har I fået så meget mere i form af evnen til at kunne omstille sig, evnen til at få det bedste ud af det og evnen til at opdage nye muligheder. Det kan I. Og det vil der være brug for på fremtidens arbejdsmarked.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX

En generation, der ikke tager noget for givet

I dimissionstalen satte direktøren og rektoren det, der kendetegner Horsens-studenternes generation, i perspektiv.

Den generation, vi sender af sted i dag, er en generation af studenter, der ikke tager de ting for givet, som tidligere generationer har gjort. Den velstand og den retfærdighed, vi har i samfundet, er ikke noget, vi kan være sikre på, altid er der. Det er noget, der skal kæmpes for - og når vi ser os omkring i verden, er der mange befolkningsgrupper, der kæmper for de rettigheder, som de tror på. Det er noget af det, der kommer til at kendetegne jer. Jeg håber også, at I forlader os med en kampgejst og en lyst til at stille op og kæmpe for idealerne.

Niels Yde, direktør på Learnmark Horsens

Og rektor supplerede:

I får den verden, som I skaber. Måske er I faktisk en generation, som ikke er lige så forkælet, som tidligere generationer. Jeg håber, I vil gå ud at sætte jeres præg på verden!

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX

Aflyst gallafest er ikke meningsløst, men meningsfuldt

Sidste skoledag for 3. g´erne på Learnmark Gymnasium HHX og HTX er i flere år blevet fejret med en storslået gallafest, hvor elevernes ankomst i alt fra limousiner til løbehjul og lancier har sat et særligt punktum på tre gymnasieår. Den fest blev årets studenter snydt for. I stedet holder skolen en reunion-fest for HHX- og HTX-studenterne 2020 i marts 2021 - en fest som gymnasiets lærere og ledere glæder sig til at holde for årets studenter.

Jeg synes faktisk, det er synd for jer, men det er ikke meningsløst. Det er faktisk meningsfuldt. I har været med til gennem de ofre, I har bragt, at gøre noget, hvor vi har passet på de personer, der er særligt udsatte, og som helst ikke skal smittes med Corona. Det kan I være stolte af. Her har I gjort noget meningsfuldt for vores udsatte borgere.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX
Se eller gense Sune Agger og Niels Ydes tale til studenterne 2020