Dygtige tagdækkere og brolæggere deltager i DM i Skills

13. januar 2020

Når danmarksmesterskaberne for landets dygtigste håndværkere DM i Skills afvikles den 16. – 18. januar 2020 i Bella Centret i København, stiller Learnmark Tech med fire fagligt dygtige håndværkere: To tagdækkere og to brolæggere.

Deltagere fra Learnmark Tech:

  •  Anders Christiansen, 19 år  - brolæggerlærling hos J.A. Brolægning v/ Jørn Ole Andersen i Herning, bor i Hammerum. Udlært marts 2021
  • Simon Milo Spring, 21 år - brolæggerlærling hos Svend Erik Lind A/S i Horsens, bor i Søvind. Udlært september 2020
  • Stefan Fogt Stærmose, 20 år - tagdækkerlærling hos Icopal Århus, bor i Vejen. Udlært september 2020
  • Jesper Kragelund Sørensen, 21 år - tagdækkerlærling hos Sørens Tagdækning i Aulum, bor i Herning. Udlært september 2021 

Brolæggerne konkurrerer som et hold, mens tagdækkerne deltager individuelt i konkurrencen. 

Derudover deltager stenhuggeruddannelsen på Learnmark Tech med en præsentationsstand, hvor besøgende blandt andre kan møde en stenhuggerlærling, en stenhuggersvend og en underviser på stenhuggeruddannelsen. 

En drøm går i opfyldelse

20-årige Stefan Fogt Stærmose, der er i lære som tagdækker, ville meget gerne have deltaget i DM i Skills sidste år, men kvalificerede sig desværre ikke. Det gjorde han i år, og han glæder sig meget.

Da jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget til DM i Skills, blev jeg glad og stolt, jeg havde virkelig set frem til det og håbet på det. DM i Skills er stort, fordi det er bekræftende, at man laver et flot stykke arbejde og viser sit fag frem. Jeg forventer, at der kommer mange mennesker og ser mit håndværk. Jeg ved, at jeg bliver rigtig nervøs over alle de øjne, der kommer til at hvile på mig, men jeg er super glad over at skulle med. Det bliver en ubeskrivelig oplevelse.

Stefan Fogt Stærmose, tagdækkerlærling til DM i Skills 2020
Hør Stefan fortælle om sine forventinger til DM i Skills 2020

Mester med tradition for Skills-deltagere

Tagdækker Jesper Kragelund Sørensen føler et vist pres forud for DM i Skills. To af hans makkere fra Sørens Tagdækning har deltaget i DM i Skills, og den ene af dem blev danmarksmester i 2014.

Jeg havde ikke selv regnet med at gå videre fra regionsmesterskabet til DM i Skills, så jeg var lidt overrasket over, at jeg kom med, men jeg blev meget glad. Det er et klap på skulderen, at man kommer med til det her. Det er jo stort. Min mester blev selvfølgelig også meget stolt - jeg er den fjerde elev, han har med til DM i Skills. Mine forældre og min lillebror kommer måske og ser mig om lørdagen, og så har mit firma lejet en bus, så jeg tror, de er 15, der tager til København for at heppe.

Jesper Kragelund Sørensen, tagdækkerlærling til DM i Skills 2020
Hør Jesper fortælle om sin taktik til at vinde DM i Skills for tagdækkere.

Det kommer stensikkert til at gå godt

Brolæggerne Simon Milo Spring og Anders Christiansen deltog også i DM i Skills i 2019, hvor de kom på en 2. plads – og i et interview forud for DM i Skills fortæller de blandt andet, at de drømmer om at vinde i år.

Det var en stor oplevelse at være med sidste år, og i år er vi bedre forberedt på, hvad der venter os, og vi kommer endnu skarpere end sidste år. Vi var overraskede over, hvor mange mennesker der kom og kiggede, og det var lidt et



pres. Siden sidste år er vi både blevet hurtigere og dygtigere til vores håndværk, og det betyder forhåbentlig, at vi kan nyde oplevelsen mere, end vi kunne sidste år. Taktikken er, at vi skal tage oplevelsen mere ind og være dybt seriøse. Vi har en plan og ved, hvad hinanden gør – det skal bare køre, og det kommer det stensikkert til. Vi går efter guldet. Det kunne være sjovt nok at vinde.

Simon Milo Spring og Anders Christiansen, brolæggerlærlinge til DM i Skills 2020
Hør Anders og Simon fortælle om deres forberedelser til DM i Skills 2020

Deltagernes opgaver til DM i Skills

 Tagdækkernes opgave er individuel. De skal på 21 arbejdstimer lave to forskellige tagdækkeropgaver: Tagdækning af skråtag med vindue og tagdækning af fladt tag. Mød tagdækkerne på stand H-017 i Bella Centret.

 Brolæggerne arbejder parvis sammen om opgaven. Her skal de på 21 arbejdstimer lægge chaussesten i påfuglemønster indrammet af en vandrende udført i knoldebro. Mød brolæggerne på stand H-020 i Bella Centret.

 De seneste fire års Skills-vindere fra Learnmark Tech 

  • 2019:
    • Nicolai Junge Mikkelsen, tagdækker
    • Julius Erik Nielsen og Mark Carbel Svendgaard, anlægsstruktører
  • 2018: Lasse Meisner, tagdækker
  • 2017: Simon Lund, tagdækker
  • 2016: Christoffer Bo Jensen, tagdækker 

 

De seneste fire års Learnmark-vindere af Arbejdsmiljøprisen til DM i Skills

Hvert år uddeles Arbejdsmiljøprisen indenfor 18 bygge- og anlægsfag til DM i Skills. Prisen uddeles til de deltagere, som på bedste vis har taget højde for det gode arbejdsmiljø i forbindelse med løsning af deres opgaver inden for hvert fag. 

  • 2019:
    • Anlægsstruktørerne Julius Erik Nielsen og Mark Carbel Svendgaard
    • Tagdækker Nicolai Junge Mikkelsen
    • Bygningsstruktørerne Sebastian Adam Christensen og Marc Casper Johansen
  • 2018: Brolæggerne Rasmus Hvolby Andersen og Mathias Sørensen
  • 2017: Brolæggerne Kevin Laursen og Mathias Them
  • 2016:
    • Tagdækker Jimmi Fuglsang Melsen
    • Brolægger Christian Larsen