EUX-Business: En uddannelse – mange muligheder

23. januar 2017

43 studenter fra EUX-Business fik midt i januar overrakt deres eksamensbeviser. Nu er de klar til enten at starte på en elevplads inden for fx kontor eller læse videre. 

Learnmark Business har for anden gang holdt dimission for studenter fra EUX-Business - en forholdsvis ny uddannelse, hvor man efter fire år både er faglært og har fag på gymnasieniveau, så man kan læse videre. 

Kontorelev

En af EUX-studenterne er Christine Fischer Jachobsen. Hun begynder om kort tid som kontorelev hos PMpack A/S i Horsens. 

”Det er første gang PMpack har en kontorelev, så jeg får stor indflydelse på mine arbejdsopgaver. Jeg får både lov til at løse administrative opgaver, arbejde med økonomi, grafisk layout og hjemmeside, og jeg glæder mig meget til at starte på mit nye job,” siger Christine Fischer Jachobsen. 

Inden hun startede på EUX-Business har hun blandt andet arbejdet i detailhandlen og boet i udlandet. 

Teori og praksis

På EUX-Business arbejder eleverne ofte med projekter, hvor de skal forestille sig, at de er konsulenter for en virksomhed. Efter en analyse skal eleverne komme med forslag til, hvordan virksomheden fx kan få en højere omsætning eller skabe mersalg. 

”Et af vores projekter handlede om en international virksomhed i Horsens, hvor vi også var på virksomhedsbesøg. Det var et superspændende projekt, fordi vi fik et godt kendskab til virksomheden, og vi skulle bruge vores teoretiske viden til at finde realistiske løsninger på en konkret udfordring,” fortæller Christine Fischer Jachobsen. 

Mange fag på høje niveauer

Eleverne på EUX-Business skal i løbet af uddannelsen afslutte 11 fag på gymnasieniveau - A-, B- og C-niveau.

”Der har været tryk på, og det er vigtigt, at man hele tiden er på, ellers kommer man hurtigt bagefter,” siger EUX-studenten og tilføjer, at det har været rart, at lærerne både har teoretisk og praktisk erfaring fra erhvervslivet. 

”Så er det nemmere at relatere det, vi lærer i undervisningen, til det, der rent faktisk sker ude i virksomhederne,” understreger Christine Fischer Jachobsen. 

Læser videre

Emile Simon Masanet har gået i klasse med Christine Fischer Jachobsen, og han starter i januar på studiet til finansøkonom. 

”Jeg er stolt af, at jeg i dag står med et eksamensbevis fra EUX-Business, og jeg glæder mig til at læse videre. Jeg kunne godt tænke mig at være fx ejendomsmægler eller assurandør – jeg har ikke taget endelig stilling, for der er så mange muligheder,” siger Emile Simon Masanet. 

Studietur styrker sammenholdet

EUX-eleverne har været på studietur til København, Berlin og Budapest, hvor der både har været et fagligt program og tid til sociale arrangementer. 

”På vores hold har der været en stor aldersforskel, men det har ikke betydet noget for det sociale i klassen. Sammenholdet er kun blevet bedre, efter vi har været på studietur. Det betyder meget, at man også ses ud over undervisningen,” fortæller Emile Simon Masanet.

EUX-Business er en erhvervsfaglig studentereksamen, og en del vælger at bruge deres gymnasieniveau til at læse videre på en videregående uddannelse. Når de både er faglærte og har fag på gymnasieniveau, er alle muligheder åbne for dem. Det er en af årsagerne til, at EUX er ret populær hos både dem, der kommer lige fra grundskolen og dem, der fx har arbejdet som ufaglært i en årrække.

Carsten Jakobsen, afdelingschef Learnmark Business