EUX-elever får erfaring gennem praktik i England

22. december 2017

Jane Schmidt går på studieåret på EUX-Business, og i efteråret valgte hun at rejse til Brighton i Sydengland. Her var hun i et to ugers praktikforløb på kontoret på sprogskolen Oxford International.

”Jeg fik mange forskellige opgaver, mens jeg var i praktik – reelle opgaver, som andre på kontoret skulle have løst, hvis jeg ikke havde været der. Jeg arbejdede en del med feedback fra eleverne, som min chef skulle bruge til en rapport,” fortæller Jane Schmidt.

Mere sikker i engelsk

Alt, hvad hun arbejdede med i praktikken var på engelsk – både skriftligt og mundtligt.

”Det var i starten lidt hårdt, men jeg spurgte bare min kolleger, hvis der var noget, jeg ikke forstod, og de var gode til at forklare mig det på en anden måde. Efter mit praktikophold er jeg blevet mere sikker i både skriftlig og mundtlig engelsk,” konstaterer EUX-eleven.

Selvstændighed og høflighed

I alt otte elever fra EUX-Business var i praktik i England. Elevernes praktikpladser var tilpasset deres uddannelsesønske, og derfor var nogle af eleverne i praktik i detailbutikker, mens andre var i praktik inden for administration. De boede privat hos engelske værter og havde selv ansvaret for at få hverdagen med både job, praktiske gøremål og fritid til at fungere.

”Jeg er blevet meget mere selvstændig i løbet af de 14 dage, jeg har været i England. Det bedste ved hele opholdet var mine kolleger på kontoret og de udenlandske studerende, som tog vildt godt imod mig. Og så har jeg også lært rigtig meget om, hvordan man håndterer kulturforskelle,” fortæller Jane Schmidt.

Hun lagde særligt mærke til englændernes høflige omgangstone, og at det er helt naturligt at sige ’tak’ til chaufføren, når man står af bussen.

I skole efter arbejde

Ved siden af arbejdet fra kl. 9.30 - 17.00 deltog eleverne i seminarer om fx Brexit og engelsk kultur på den internationale skole.

”Jeg kan bestemt anbefale andre at tage et praktikophold i England, men det er ikke en badeferie. Det er arbejde. I stedet for en gave fra sprogskolen tilbød de mig gratis undervisning. Jeg deltog i fx grammatikundervisning, hvor der både var lektier og tests, og det var fedt at få øvet grammatikken,” understreger den flittige praktikant.

Heldigvis havde EUX-eleverne også tid til at nyde både London og Brighton som turister.

Elevplads og videreuddannelse

Når Jane Schmidt til sommer er student fra EUX-Business, vil hun gerne have en elevplads hos SKAT med speciale i told. Herefter overvejer hun at læse videre til fx administrationsøkonom.

”Praktikopholdet i England er godt at have på CV´et, når jeg skal søge elevplads. Samtidig oplevede jeg i England, at jeg kan bruge det, jeg lærer på EUX-Business, når jeg skal fortsætte i en elevplads. Det er en klar fordel ved uddannelsen,” siger hun.