EUX-uddannelserne på Learnmark Tech er populære som aldrig før

28. marts 2021

Unge i Horsens og omegn vil mere end nogensinde før være håndværkere og studenter på én gang. Det viser de seneste ansøgningstal til EUX-Tech på Learnmark Horsens, hvor stigningen i forhold til samme tidspunkt sidste år er på 51 procent. På EUD-uddannelserne på Learnmark Tech er der for 4. år i træk også en stigning i ansøgertallet.

Fremover bliver der flere smede, murer, industriteknikere, tømrere og struktører med studenterhue på Learnmark Horsens. Det viser ansøgningstallene til EUX-uddannelserne på Learnmark Tech. På nuværende tidspunkt har 68 unge søgt om optagelse på uddannelsen med start august 2021. Sidste år på samme tid var ansøgertallet på 45. 

Morten Hougaard, der er uddannelsesleder på EUX-uddannelserne, peger på flere mulige årsager til den store stigning i ansøgertallet.

Min fornemmelse er, at grundskoleelever og deres forældre nu har fået så godt et kendskab til EUX, at uddannelsen er med i overvejelserne på lige fod med de øvrige ungdomsuddannelser. Måske hænger det sammen med, at vi det seneste år har haft større hold, der er blevet færdige med deres EUX-uddannelse – det giver kendskab til uddannelsen og flere kender nogen, der har EUX-studenterhue.

Morten Hougaard, uddannelsesleder på EUX-Tech

Forskellige kulturer er en fordel

På de tekniske EUX-uddannelser har eleverne både undervisning på Learnmark Tech, hvor de arbejder praktisk og teoretisk i værkstederne, og undervisning i gymnasiefag på Learnmark Gymnasium HTX. Derudover er de i lære hos en mester. Denne tredeling af uddannelsen giver ifølge uddannelseslederen mange fordele for eleverne.

Jeg hører ofte, at eleverne er glade for vekselvirkningen mellem det praktiske arbejde i værkstederne, den mere teoretiske undervisning på gymnasiet og læretiden hos mester. De oplever kulturforskellene som en klar fordel, fordi de både er en del af en håndværksfaglig kultur og en mere udpræget ungdomskultur på gymnasiet. På den måde opnår de både stærke studie- og håndværksfaglige kompetencer, der gør dem attraktive både på arbejdsmarkedet og på de videregående uddannelser.

Morten Hougaard, uddannelsesleder på EUX-Tech

Prøver mange forskellige fag

Det første halve år på uddannelsen, grundforløb 1, stifter EUX-eleverne bekendtskab med syv forskellige uddannelser inden for bygge- og anlægsfagene og teknologi- og industrifagene. På den måde får de et solidt grundlag at træffe deres endelige uddannelsesvalg på.

Vi har en del elever, der ved, hvilken uddannelse de vil fortsætte på efter grundforløb 1. Mange af dem bliver bekræftet i, at det er den rigtige uddannelse for dem, mens andre faktisk skifter mening undervejs. Det kan fx være en elev, der troede, at han skulle være tømrer, da han startede hos os, men når han så har været 14 dage hos industriteknikerne, er han fast besluttet på, at han vil arbejde med metal i stedet for træ.

Morten Hougaard, uddannelsesleder på EUX-Tech
Illustration: Sorte citationstegn

Stigning for 4. år i træk 

Ansøgertallet til EUD-uddannelserne på Learnmark Tech er steget for 4. år træk. Dags dato har 191 unge søgt om optagelse på grundforløb 1. Det er en knapt 12 procent flere i forhold til samme tidspunkt sidste år og mere end fordoblet i forhold til 2017, hvor 78 unge søgte ind på en håndværksuddannelse. 

Kim Clausen, afdelingschef på Learnmark Tech, kan igen i år takke det lokale erhvervsliv, som bakker op med lærepladsaftaler, og grundskoler og vejledere, som er med til at sætte erhvervsuddannelsernes muligheder i fokus.

Vi har siden 2018 haft et stærkt koncept på grundforløb 1, hvor eleverne arbejder med projekter inden for de forskellige brancher. Jeg tror, det tiltaler mange elever.

Kim Clausen, afdelingschef på Learnmark Tech