Fandt endelig drømmeuddannelsen og slog til

04. maj 2020

Camilla Velling Jensen har i den del år arbejdet som ufaglært hos forskellige virksomheder, fordi hun ikke kunne finde ud af, hvad hun ville. Nu har hun fundet sin drømmeuddannelse og er startet som tjenerelev på Learnmark Tech.

20-årige Camilla Velling Jensen bor med sin kæreste i Hatting. I flere år har hun arbejdet som ufaglært og har ikke rigtig vidst, hvad hun ville uddanne sig til. Det ændrede sig en aften, kæresten og hun var taget på restaurant sammen.

Serviceniveauet var bestemt ikke i top, og det generede mig. Jeg brokkede mig til min kæreste, og så spurgte han mig, om jeg så ikke selv skulle uddanne mig til tjener. Da han sagde det, kunne jeg bare mærke, at han havde ret. Jeg har altid været glad for at arbejde med mennesker og service. Jeg havde bare ikke tænkt på, at tjeneruddannelsen ville være den rigtige for mig - før det øjeblik.

GF2-tjenerelev, Camilla Velling Jensen

Kort fra tanke til skolestart

Dagen efter det uheldige restaurantbesøg søgte Camilla Velling Jensen efter uddannelsesmuligheder på nettet. Hun fandt ud af, at Learnmark Techs uddannelse inden for Fødevare-, jordbrug og oplevelser havde opstart den følgende uge. Efter et besøg på skolen og et infomøde blev Camilla Velling Jensen indskrevet på uddannelsen.

Det var en lidt halvspontan beslutning, men det var superfedt, at der var start i januar, så jeg ikke skulle vente med at begynde til august. Jeg syntes, at uddannelsen lød virkelig spændende, og jeg synes, at faciliteterne var rigtig flotte.

GF2-tjenerelev, Camilla Velling Jensen

Ambitiøst fagligt miljø og gode sociale relationer

Camilla Velling Jensen har tidligere taget en HF-uddannelse. Hun er blevet positivt overrasket over, hvor meget alle brænder for at lære og går op i undervisningen. Hun selv er en af de ældste elever, og hun mener, det er en fordel, at hun har noget erhvervserfaring med i bagagen.

Jeg er meget glad både for det sociale og faglige. Undervisningen har været god, og jeg kan rigtig godt lide, at der er plads til at eksperimentere. Der er selvfølgelig teori, men generelt er undervisningen meget virkelighedsnær, og jeg får meget ud af alt, vi lærer. Noget andet, jeg godt kan lide, er, at der er plads til forskellighed. Man siger alle steder, at der er plads til alle, men her kan man virkelig mærke, at det er rigtigt. Det er tydeligt, at folk går her, fordi de virkelig vil det og er passionerede, og ikke bare er her, fordi de skal, eller ikke ved, hvor de ellers skal være.

GF2-tjenerelev, Camilla Velling Jensen

Glæder sig til fremtiden

Camilla Velling Jensen er i fuld gang med at lede efter en elevplads. Til sommer skal hun nemlig tilegne sig en masse praktisk erfaring hos en virksomhed. Hun har allerede været i praktik hos Hotel Scandic i Kolding, hvor hun både har opvarmet og andrettet buffet og serveret al a carte.

Det var rigtig fedt at være i praktik. Det er et sjovt fag, fordi man taler med en masse mennesker, som er glade, og sørger for at give dem en god oplevelse. Fødderne bliver trætte, men det vender man sig til. Mine fremtidsdrømme på sigt er, at jeg håber, at jeg kan få en god stilling på et hotel. Jeg har store ambitioner, og kunne godt tænke mig at blive restaurantchef en gang. Men indtil videre fokuserer jeg på at bygge mig et godt ry, og så håber jeg, at kunne give en masse mennesker.

GF2-tjenerelev, Camilla Velling Jensen

SÅDAN STARTER DU

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du starte på grundforløb 1 (GF1).

Varighed: 20 uger

Er du under 25 år, og har du afsluttet 9. eller 10. klasse for over to år siden, skal du begynde på grundforløb 2 (GF2).

Varighed: 20 uger 

Er du 25+, afhænger varigheden af dine erfaringer.

Start: August eller januar