Fokus på faglig og personlig udvikling blev til sikkert uddannelsesvalg

28. januar 2019

23-årige Rikke Louise Schmidt har i januar 2019 fået overrakt sit eksamensbevis fra Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU). Det har været to år med fokus på faglig og personlig udvikling, og kort efter dimissionen på KUU startede Rikke Louise Schmidt på Learnmark Business. Hun er dermed godt i gang med at arbejde sig frem mod sit nye mål, som er en kontoruddannelse.

”På KUU havde jeg erhvervstemaet Handel og kundeservice, hvor jeg sammenlagt har været i 22 ugers erhvervstræning i forskellige detailbutikker. Her lærte jeg blandt andet, hvordan jeg bedst indgår i et samarbejde på en arbejdsplads, og hvordan jeg bedst løser konflikter i stedet for at stikke hovedet i busken som en struds,” fortæller Rikke Louise Schmidt. 

Undervisning på Learnmark Business

Ud over erhvervstræningen har Rikke Louise Schmidt tre gange om ugen også haft undervisning i fast skema på Learnmark Business. Her er hun og hendes holdkammerater blevet undervist i profilfag, dansk og afsætning. 

Mine bedste timer var profilfagene på Learnmark Business. Her fik vi fx undervisning i arbejdskultur, fagforeninger og A-kasser, konflikthåndtering, og hvordan man skaber det gode fællesskab på en arbejdsplads. De timer var med til at overbevise mig om, at EUD- eller EUX-Business passer godt til mig.

Rikke Louise Schmidt

Fællesskabet motiverede

KUU-eleverne har base på Strandpromenaden 4c i Horsens. Her har de undervisning i blandt andet dannelsesfag og MiLife, hvor de sætter fokus på personlig og social udvikling og får viden om deres egne værdier, normer og grænser. 

”Det har været to gode år med op- og nedture, og jeg var ikke nået hertil, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for min tid på KUU og mit netværk, som har bakket mig op. Det bedste ved hele uddannelsen har været vores fællesskab i klassen. Vi har været gode til at hjælpe hinanden, og det har været med til at vedligeholde min motivation i forløbet,” understreger Rikke Louise Schmidt. 

Hele holdet af nye ervhervsassistenter på KUU januar 2019