For sjette år i træk slår Learnmark Gymnasium HHX og HTX elevrekord

Velkommen til mere end 1.000 nye og kendte elever på Learnmark Gymnasium HHX og HTX på mandag - vi glæder os til at se jer alle!

06. august 2020

Mere end 1.000 gymnasieelever fylder klasselokalerne på Learnmark Gymnasium HHX og HTX, når de den 10. august 2020 har første skoledag efter sommerferien. Det er sjette år i træk, gymnasiet slår elevrekord.

I løbet af sommerferien har håndværkere bygget tre nye klasselokaler, så der er plads til alle 1.008 elever, der fra august 2020 går på Learnmark Gymnasium HHX og HTX. Det er det største antal elever på gymnasiet nogensinde. Samtidig er det ifølge rektor Sune Agger også det største antal nye 1.g-elever på Learnmark Gymnasium HHX og HTX nogensinde.

Jeg glæder mig til, jeg på mandag kan byde 398 nye 1.g-elever velkommen. Jeg er nok lige så spændt, som de er, og jeg ser frem til at følge dem de kommende tre år. Vi har særligt på HHX oplevet en øget interesse, og det betyder, at vi samlet på HHX og HTX har en stigning på 16 procent i antallet af nye 1. g-elever i forhold til 2019.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX

Stærkt sammenhold, ungdomsmiljø og uddannelsesudbud

Det øgede elevtal på Learnmark Gymnasium HHX og HTX er der mange årsager til, og Sune Agger fremhæver her tre af dem.

Vi har et stærkt sammenhold på vores uddannelser – både i og på tværs af klasserne. Det smitter også af på vores ungdomsmiljø, hvor vi hele tiden har fokus på at skabe rammerne for traditioner og fritidstilbud som fx fodboldturnering, undervisning i aktier og et iværksættermiljø. Endelig har vi som følge af et stort elevtal mulighed for at tilbyde fire forskellige sprog som 2. fremmedsprog på HHX og mange valgfag, hvor nogle går på tværs af HHX og HTX.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX

Blik for hver enkelt elev

Uanset, hvor mange elever der er på uddannelserne, er blik for den enkelte elev vigtig, og det er der mange der har.

Det er vigtigt, at alle vores elever trives, bliver fagligt udfordret og får den hjælp, de har brug for. Det er en opgave, jeg ved, at vores tutorer fra 2. og 3. g, elevernes kontaktlærere og alle skolens undervisere har fokus på og glæder sig til at løse.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX