Fra HHX-student til universitetsstuderende

18. januar 2019

Matilde Lygum Poder er 23 år og læser kandidatuddannelsen Corporate Communication på BSS – Business and Social Science – i Aarhus. I 2014 blev hun student fra Learnmark Gymnasium HHX, hvor hun havde International Studies som studieretning. 

Skrevet af Casper Doktor, HHX-elev

Jeg valgte at tage den direkte vej, altså den uden efterskole eller sabbatår. Nu er jeg den yngste på mit studie, og jeg har ikke fortrudt mit valg. Tilbage i 2014 holdt jeg en kort sommerferie, fordi jeg skulle flytte til Århus, så jeg var klar til at starte på universitet i starten af august – i dag gør jeg klar til at skrive mit speciale og ser frem til at være færdig med min kandidat til sommer.

Mathilde Lygum Poder

Den yngste på studiet

Matilde har boet i Århus lidt over 4 år nu, og siger selv, det er hendes nye hjemby. Studielivet er perfekt, også selvom hun er den yngste på sit studie, finder hun sig godt til rette blandt alle de andre studerende. I starten havde hun en lejlighed lidt udenfor Århus, men den blev hurtigt skiftet ud med en, der lå mere centralt. Hun syntes, det var træls at være langt væk fra bylivet og sit studie og flyttede derfor sammen med en veninde i centrum.

Engelsk er min passion, men niveauet er højt

Jeg har altid set min fremtid gå i en business-retning. På HHX havde jeg International Studies med tysk og spansk på A-niveau og har derfor altid tænkt, at jeg ville læse en uddannelse, som var internationalt præget. Min uddannelse er på engelsk, men det har ikke været en barriere.

Mathilde Lygum Poder

Engelsk er min passion, men niveauet er højt, derfor har det været en klar fordel at komme fra HHX, hvor jeg kender mange af begreberne fra. De begreber, jeg lærte på HHX, ringer ofte en klokke i mig den dag i dag. HHX er det helt rette at have med i bagagen og giver god mening for mig. Tilbage i gymnasiet havde jeg Allan Olesen til engelsk, og det var ham, der inspirerede mig til at læse en engelsksproget uddannelse. Da jeg fandt International Business Communication i Århus, tænkte jeg, at det var dét, det skulle læse.

Savner gymnasiets 8-15 dage

Noget af det sværeste ved at gå på universitet er, at jeg skal strukturere min egen tid. Der er ingen, som holder øje med mig og kan tage mig i ørerne. Nogle dage har jeg kun to skemalagte timer, og der er det fristende at springe fra, men det kan man bare ikke, når man går på universitet. Jeg savner derfor den struktur, der var i gamle dage.

Mathilde Lygum Poder

På en typisk mandag har jeg forelæsning fra kl. 8-10, så bruger jeg som regel to timer på biblioteket, hvor jeg samler mine noter eller læser op til en kommende forelæsning, også har jeg fri.

Mathilde Lygum Poder

Gå efter mavefornemmelsen

For mig var det naturligt at tage en direkte vej fra folkeskolen til gymnasiet og nu til universitet. Det var et tungt første år for mig, fordi niveauet er helt anderledes og ansvaret kun lå på mine egne skuldre, men jeg har ikke fortrudt mit valg. Mit råd er, at du skal gå med mavefornemmelsen. Hvis du ikke føler dig klar til at læse videre, skal du tage et sabbatår.

Mathilde Lygum Poder

Virkeligheden begynder at komme tæt på

Om et halvt år er jeg færdig med min uddannelse, og virkeligheden begynder at komme tæt på.
Jeg vil gerne have en ’Graduate-stilling’ i udlandet, og min drøm er at rejse i et til to år og så vende hjem igen. Min drøm er at finde et job, hvor jeg kan nørde om mit arbejde. Jeg er absolut ikke fan af deadlines, men går op i detaljen og er meget perfektionistisk. Jeg elsker at skrive og håber, at det er dét jeg kan komme til at arbejde med.

Mathilde Lygum Poder