Fra HTX til frontend-udvikler

14. september 2016

Han udvikler hjemmesider og spiller Fifa med kollegerne efter frokost. Han er uddannet multimediedesigner, 23 år og hedder Jonas Havmøller. 

I 2011 blev Jonas Havmøller student fra Learnmark Gymnasium HTX, hvor han gik på studieretningen International. Efter et sabbatår med arbejde og værnepligt startede han på uddannelsen til multimediedesigner. I dag arbejder han som frontend-udvikler af hjemmesider hos Novicell - et digitalt konsulenthus, som hjælper virksomheder med at skabe forretning online. 

Spændende arbejdsopgaver

Jonas Havmøllers arbejdsopgaver er blandt andet at udvikle nye hjemmesider og vedligeholde eksisterende hjemmesider. 

”Noget af bedste ved mit job er, at vi har forholdsvis store kunder, som vi laver løsninger for. Jeg har været med til at udvikle websitet for Dansk Autohjælp, og det er fedt at mange skal bruge det, jeg laver,” fortæller han. 

Faglig udvikling

Hos Novicell er der omkring 80 it-udviklere, som alle har fleksibel mødetid. Det betyder, at der er tid til at hygge sig med et FIFA-spil efter frokosten. 

”Jeg er glad for at arbejde her. Der bliver taget godt hånd om os, og der er masser af muligheder for, at jeg kan udvikle mig fagligt. Jeg lærer noget nyt hver dag. Jeg kan sagtens se mig selv arbejde her om fem år – måske er jeg afdelingsleder eller projektleder. Hvem ved…,” siger Jonas Havmøller . 

HTX er en god base

Da Jonas Havmøller gik på HTX-studieretningen International, havde han faget kommunikation og it, hvor man blandt andet arbejder med hjemmesider, design og brugeroplevelser på digitale platforme. 

”Første gang, jeg prøvede at programmere, var på HTX. Her fik jeg interessen for kommunikation og it, og da jeg skulle vælge videreuddannelse, valgte jeg multimediedesigner, fordi den både er teoretisk og praktisk,” fortæller Jonas Havmøller. 

Godt sammenhold på HTX

Noget af det, Jonas Havmøller husker bedst fra sin tid på HTX er sammenholdet. 

”Jeg gik i en klasse, hvor der udelukkende var drenge. Det var en speciel stemning, men vi havde et godt sammenhold – både i klassen og på tværs af klasserne,” understreger han.