Fra HTX til internationalt ingeniørstudie

23. november 2018

Morten Laursen er i gang med 5. semester på uddannelsen til Global Management and Manufacturing Engineer. Uddannelsen er på engelsk og foregår på Aarhus Universitet Herning. 

Han blev i 2016 student fra Learnmark Gymnasium HTX, hvor han havde studieretningsfagene fysik A og matematik A. 

Her kan du læse om Morten Laursens studie og fremtidsplaner, og hvordan han sætter sin viden fra HTX i spil.

Om studiet

På studiet lærer jeg om alle de arbejdsopgaver og processer, der er i produktionsvirksomheder. Det er fx indkøb, selve produktionen og ledelse.

Min uddannelse er ikke så teknisk, som andre ingeniøruddannelser. Det er en uddannelse, der bygger bro mellem ingeniørfaget og business i virksomheden.

Jeg er i gang med min bachelor, og herefter vil jeg læse videre på kandidatuddannelsen Teknologibaseret forretningsudvikling.

Det jeg lærte om projektarbejde på HTX, kan jeg bruge i mit studie, hvor vi stort set kun arbejder i grupper.

Jeg kan godt lide at arbejde med problemløsning. Det gjorde vi på HTX, og det gør jeg nu på mit studie. Det, jeg arbejder med, har et mål, og det giver mening.

Om virksomhedspraktikken

Det fede ved uddannelsen er, at jeg halvdelen af tiden er på studiet og den anden halvdel af tiden er i praktik i en virksomhed. Jeg er hos VIKING Life-Saving Equipment, som producerer og sælger redningsflåder og redningsveste til hele verden.

Jeg er med i et projekt om produktionen i Thailand og skal med på arbejdsbesøg i virksomheden – det er ret fedt!

Hele 6. semester er praktik, og her kunne jeg godt tænke mig at komme på Vikings afdeling i Bulgarien. Denne er praktik er med løn.

Fremtidsplaner

Når jeg er færdiguddannet, vil jeg gerne arbejde i udlandet, hvor jeg kan søge job inden for fx produktudvikling eller projektledelse hos globale ingeniørvirksomheder i hele verden. Det er en god all round uddannelse, som åbner mange muligheder.