Fra HTX til maskinmester

Mathias ringer med en klokke. Han står udenfor i en jakke

Det bedste på maskinmesteruddannelsen er, at man sætter teori og praksis i forhold til hinanden. Det gør man blandt andet, når man i grupper løser ægte udfordringer for konkrete virksomheder. På den måde er uddannelsen meget virkelighedsnær, og det kan jeg godt lide.

HTX er en god gymnasieuddannelse, hvis man vil læse videre til maskinmester. Det er den, fordi man har mange naturvidenskabelige fag, og fordi man arbejder meget projektorienteret. Mit yndlingsfag var teknologi, fordi vi arbejdede problemløsningsorienteret med udfordringer fra hverdagen eller for virksomheder. Jeg kunne også ret godt lide teknikfaget mekatronik, hvor vi både havde en praktisk og teoretisk tilgang til opgaverne.

Mathias Hjuler Petersen - tidligere HTX, nu uddannet maskinmester

Sådan fortæller Mathias Hjuler Petersen. Han blev student fra Learnmark Gymnasium HTX i 2016 og er i januar 2022 uddannet maskinmester fra Aarhus Maskinmesterskole.

Han tilføjer, at det allerbedste på HTX var sammenholdet i klassen og på tværs af årgangene.

Fra drøm om kok til maskinmesteruddannelsen

Da Mathias startede på Learnmark Gymnasium HTX, var hans drøm at uddanne sig til kok efter sin studentereksamen.

Mathias ringer med en stor klokke
Midt i 2. g mistede jeg interessen for at lave mad. Derfor googlede jeg forskellige uddannelsesmuligheder og fandt ud af, at maskinmester kunne være noget for mig. En af mine klassekammeraters far er også maskinmester, og han har altid fortalt gode røverhistorier fra de syv have.

Mathias Hjuler Petersen - tidligere HTX, nu uddannet maskinmester

Til en uddannelsesmesse på gymnasiet havde Mærsk en stand, hvor de fortalte om maskinmesteruddannelsen. Det gjorde de så godt, at Mathias efter et sabbatår med udlandsrejse og ufaglært job i industrien startede på maskinmesteruddannelsen på Simac i Svendborg med uddannelsesaftale med Mærsk. 

Fra vand til land

På Simac gennemførte han 9 måneders værkstedsskole, og efter en måned til søs fandt han ud af, at han ikke længere havde lyst til at sejle, men i stedet ville arbejde på land. Derfor fortsatte han i efterfølgende 8 måneders værkstedspraktik i vedligeholdelsesafdelingen hos Lantmännen Unibake i Hatting.

Mathias Hjuler Petersen Ringer Med Klokken Fra HTX Til Maskinmester Jan2022 Beskåret
Jeg fik virkelig meget ud af min praktik, hvor jeg både lavede forebyggende vedligehold og stod i beredskab klar til at reparere, hvis der var havari i produktionen. Sammen med en automationstekniker-lærling lavede jeg også et transportbåndprojekt, der skulle transportere kasser ind i pakkeriet – det var en fed opgave.

Mathias Hjuler Petersen - tidligere HTX, nu uddannet maskinmester

Mathias færdiggjorde den teoretiske del af maskinmesteruddannelsen på Aarhus Maskinmesterskole. 

Den sidste praktik på uddannelsen tog han hos Air Liquide, hvor han skulle flowoptimere produktlageret.

Mathias Hjuler Petersen Ringer Med Klokken Fra HTX Til Maskinmester Jan2022 Beskåret
Det var en spændende arbejdsopgave, hvor jeg fik mulighed for at gå i dybden med en udfordring og finde en god løsning på den.

Mathias Hjuler Petersen - tidligere HTX, nu uddannet maskinmester

En uddannelse med mange muligheder

I januar 2022 bestod Mathias sit bachelorprojekt, og han kunne ringe med skibsklokken på Aarhus Maskinmesterskole – en gammel tradition, som nyudlærte maskinmestre holder i hævd.

Mathias ringer med en klokke
Det fede ved maskinmesteruddannelsen er, at det er en bred teknisk videregående uddannelse, hvor jeg har arbejdet med mange forskellige teknologier og har fået viden om ledelse og erhvervsøkonomi. Det er en god kombination til et job med mange muligheder. Nu kunne jeg godt tænke mig et job, hvor jeg skal arbejde med projektering, og på sigt vil jeg gerne arbejde med projektledelse.

Mathias Hjuler Petersen - tidligere HTX, nu uddannet maskinmester

Titlen som maskinmester giver fx adgang til job på større skibe, arbejde som driftsoperatør på et kraftvarmeværk, projektleder i større virksomheder eller teknisk sælger.