05. november 2020
Skrevet af Vivek Misra, 2. g-elev på Learnmark Gymnasium HTX
I sommeren 2019 blev Daniel Kierkegaard student fra Learnmark Gymnasium HTX. Herefter kom han ind på Aalborg Universitet, hvor han i dag studerer medialogi. Medialogi handler blandt andet om teknologien bag interaktive digitale medier, og hvordan mennesker og maskiner kan arbejde sammen.
Jeg var 8 år gammel, da jeg fik min første mindstorm - lige siden har jeg været superinteresseret i programmering.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elevDaniel har siden barndommen drømt om at blive programmør, og for at kunne opfylde sin drøm startede han på Learnmark Gymnasium HTX. Her havde han studieretningsfagene Informatik B og Matematik A, som var et godt springbræt for ham til at komme videre på medialogi-studiet.
Fordele ved studieretningen
En af de ting, som Daniel fremhæver ved studieretningen, er, at man kan udvide sin egen teknologiske viden sammen med andre, der interesserer sig for det samme.
Man får fx viden om, hvordan servere fungerer, og hvordan man programmerer og udvikler spil. Samtidig er der også mulighed for at lave tværfaglige projekter med fag som fx dansk og matematik. Det er en af de store fordele ved faget, fordi man skal bruge viden fra flere fag, når man fx skal udvikle spil.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elevMange måder at lære faget på
For Daniel Kierkegaard er IT et godt fag, fordi der findes så mange forskellige måder at lære det på. Det er fx artikler, blogs, videoer og spil. På den måde kan man finde en måde, som gør faget spændende.
Få dig nogle gode vaner til at starte med og få nogle gode venskaber, som du både kan hygge dig med, og som du kan udvikle dig fagligt med. Find en måde, som gør faget spændende for dig, og find ud af, hvordan du lærer bedst. Kan du rigtig godt lide at se videoer? Så find nogle omkring emnet - start simple. Spil er også et rigtig godt sted at starte, fordi man visuelt kan se, hvad man laver, og så findes deres faktisk en del spil, som handler om programmering.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elevFor Daniel Kierkegaard er programmering som en masse små gåder, der skal løses.
Meget af det handler faktisk ikke om matematikken, og man kan snildt komme igennem uden den store matematiske baggrund. Det vigtigste er, at man finder en måde, der virker for en, når man lærer det.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elevDet bedste ved at gå på HTX
Daniel Kierkegaard var glad for at gå på HTX og nævner blandt andet ryste sammen-turen i starten af grundforløbet som noget særligt, fordi man lærte hinanden at kende.
Jeg elskede at gå på HTX. Det var også fedt, da vi skulle opklare et mord som et af vores første VIP-projekter. Her var der kæmpe sammenspil mellem fagene, og vi så for første gang, hvordan alle fagene kunne fungere i praksis og sammen med hinanden.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elevDet var også superfedt at komme til USA på studierejse, hvor vi boede ved en værtsfamilie. På den rejse fik jeg skabt mange nye venskaber, som jeg stadig har i dag. Uden den tur havde jeg aldrig mødt nogle af mine i dag rigtig gode venner... Galla, og dimissionen er også specielt gode minder, men endnu bedre var den sidste aften, vi havde med vores lærer, hvor de fortalte historier om, hvordan det var at have os som klasse.
Daniel Kierkegaard, tidligere HTX-elev