Fra selvstændig til lærling

06. maj 2020

Casper Mølgård har arbejdet som selvstændig, ufaglært entreprenør i seks år. Hans manglende uddannelse forhindrede ham i at vinde store opgaver, og derfor begyndte han som voksenlærling på Learnmark Tech.

Casper Mølgård har altid gerne ville være sin egen herre, han startede derfor sin egen virksomhed. Der arbejdede han i seks år, og faktisk klarede virksomheden sig så godt, at han ikke kunne følge med. Casper Mølgårds manglende uddannelse blev en barriere, da der i større udbud af entreprenøropgaver kan være krav om et uddannelsesbevis.

Med tiden som min virksomhed og mine kunder blev større og større, så kom der flere krav. Der kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at ansætte en med uddannelse eller selv tage en. Efter at have talt med en af lærerne på Learnmark Tech, besluttede jeg mig for at sætte 3,5 år af og uddanne mig til bygningsstruktør. Jeg fik en elevplads hos EM entreprise, og det er jeg rigtig glad for.

Bygningsstruktørelev, Casper Mølgård

Vigtig beslutning

Casper Mølgård er gift og far til to børn. Derfor var det en stor beslutning at starte på en uddannelse i en alder af 33 år. Når man er over 25 år og har minimum et års relevant erhvervserfaring, så kan man få voksenlærlingeløn under uddannelsen. Det var vigtig for Casper Mølgård at sikre økonomien under uddannelsen. Voksenlærlingelønnen er blandt andet med til at skabe økonomisk tryghed for familien. I lidt over et år har han nu gået på Learnmark Tech sammen med sine noget yngre klassekammerater, og han har ikke fortrudt sin beslutning

Vi kan jo kun blive enige om, at det er en god idé at tage en uddannesele. Jeg har selv børn og vil jo gerne vise dem, at det er vejen frem. Skolen er ganske udmærket, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er positivt overrasket over at gå i skole. Vores lærere er rigtig dygtige, men hvis jeg synes, det var sjovt at gå i skole, så havde jeg gjort det for 20 år siden. Det er okay at være alderspræsident, for jeg kan godt lide at være sammen med de unge mennesker.

Bygningsstruktørelev, Casper Mølgård

Fremtiden er fuld af muligheder

Casper arbejder stadig i sit eget firma, imens han uddanner sig til bygningsstruktør. Han er færdig med uddannelsen og sin tid som lærling hos EMR Entreprise om ca. halvandet år, men hvad der skal ske derefter, har han ikke lagt sig fast på.

Planen er, at hvis jeg ikke kan få en formandsstilling i firmaet her, så kører jeg selvstændigt i mit eget firma. Jeg vil gerne være min egen chef, og jeg har det bedst med selv at bestemme. Det kan godt være svært at være lærling, når man har været sin egen chef i seks år. Det tiltaler mig at være sin egen herre. Når det går godt, er man jo stolt af, at man ikke bare har været på arbejde, men man har skabt arbejdet.

Bygningsstruktørelev, Casper Mølgård

SÅDAN STARTER DU

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du starte på grundforløb 1 (GF1).

Varighed: 20 uger

Er du under 25 år, og har du afsluttet 9. eller 10. klasse for over to år siden, skal du begynde på grundforløb 2 (GF2).

Varighed: 20 uger 

Er du 25+, afhænger varigheden af dine erfaringer.

Start: August eller januar