FRA TØJSÆLGER TIL TØMRER

15. januar 2020

26-årige Nicklas Schmidt Christensen har arbejdet som ufaglært i tøjbutikker i flere år. Mange i hans familie og blandt hans venner er håndværkere, og de har inspireret ham til at starte på tømreruddannelsen her til januar.

Jeg er en af dem, der har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle. Jeg har prøvet kræfter med en masse forskellige jobs og arbejdet i et rengøringsfirma, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til at uddanne mig til håndværker, selvom det var det, jeg gerne ville. Jeg var bange for at tage skridtet, det har jeg gjort nu, og det skulle jeg have gjort meget før! Jeg har altid set op til mine kammerater, der er dygtige tømrere, og det også været med til at inspirere og sende mig afsted på min håndværker-rejse. Hvis jeg suger det hele til mig på uddannelsen, tror jeg på, at jeg også kan blive en dygtig håndværker.

Nicklas Schmidt Christensen, GF2-elev på Learnmark Tech

Fra ufaglært til læreplads

Han kan godt lide at bruge sine hænder, sin krop og sit hoved samtidig, og her passer tømrerarbejdet godt.

Da jeg tog beslutningen om, at nu ville jeg i gang med tømreruddannelsen, kontaktede jeg tømrerfirmaet A/S Nortvig, og der har jeg arbejdet i de seneste fem måneder. Jeg har arbejdet næsten udelukkende på deres elementfabrik, hvor jeg blandt andet har været med til at producere carporte, taghuse og skure. Her har jeg fået lært mange grundlæggende ting, og jeg glæder mig til få en masse teori placeret ind bag ved de ting, jeg har lært.

Nicklas Schmidt Christensen, GF2-elev på Learnmark Tech

Lønnen lige nu betyder ikke noget

For Nicklas Schmidt Christensen er det ikke så vigtigt, at han de næste fire år får en lavere løn, end den han har været vant til indtil nu.

Jeg vil hellere have en lavere løn og i stedet ramme rigtigt. Jeg har tilpasset min økonomi efter, at jeg de næste år ikke kommer til at tjene så mange penge, som jeg har gjort. Jeg er glad for det valg, jeg har truffet, jeg kan lide det, jeg laver, og så betyder lønnen lige nu ikke noget.

Nicklas Schmidt Christensen, GF2-elev på Learnmark Tech