26. april 2018
Hvorfor uddanner du dig til bygningsstruktør?
For mig har det været godt at prøve lidt af hvert, før jeg gik i gang med min uddannelse. Som stilladsarbejder arbejdede jeg meget på byggepladser, og her blev jeg fascineret at bygningsstruktørernes arbejde.
Hvis der kommer en fyringsrunde, så er det som regel de ufaglærte i virksomheden, der bliver fyret først. Ved at tage en uddannelse, er risikoen for at blive fyret meget mindre.
Hvordan er det at gå i skole igen?
Uddannelsen passer godt til mig, fordi der er en god afveksling mellem teori og praktisk arbejde. Vi starter ofte i teorilokalet, og så går vi i hallen for at afprøve, det vi har lært.
Selvom vi arbejder med træ og beton, skal det, vi laver, være meget præcist med en tolerance på et par millimeter. Det er irriterende at skulle lave sit arbejde om, fordi det ikke passer, derfor gælder det om få målene til at passe første gang.
Jeg sparede op til min uddannelse, da jeg havde fuldtidsjob. Jeg kan selvfølgelig mærke, at min indtægt er blevet meget mindre, fordi jeg er på SU, mens jeg går i skole. Det gør ikke så meget, for nu laver jeg noget, jeg kan lide at lave.
Hvad er det bedste ved din uddannelse?
På skolen har vi også et godt fællesskab, selvom aldersforskellen er stor på holdet. Da jeg arbejdede på byggepladserne, oplevede jeg, at håndværkerne havde et rigtig godt fællesskab. Det glæder jeg mig til at blive en del af.
Det allerbedste ved jobbet er nok, at jeg er med til at gøre en forskel, og at det jeg laver, står i mange år.
Hvilke råd vil du give andre, der overvejer at begynde på en uddannelse?
Man skal ikke være bange for at starte på en uddannelse, selvom det er nogle år siden, man har gået i skole. Det er bedre at starte i dag end i morgen, for det er hårdt at være ufaglært.
Da jeg fandt ud af, at jeg ville være bygningsstruktør, ringede jeg til skolen for at lave en aftale med en studievejleder. Efter samtalen var jeg tilmeldt uddannelsen - det var ret nemt.
FAKTA
Jobbet som bygningsstruktør
Bygningsstruktøren støber fundamenter og monterer bygningselementer i beton. Han/hun bygger boliger, fabrikker og broer.
Gode muligheder for praktikplads og job
Bygningsstruktør er en fordelsuddannelse. Det vil sige, at man kan være næsten helt sikker på en praktikplads og et job efter endt uddannelse.
Startløn som udlært
Cirka 25.000 kr. Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening
Læs videre
Som bygningsstruktør kan du læse videre til fx ingeniør eller bygningskonstruktør.