God gymnasieuge på Step 10

12. september 2017

Eleverne på GYM10 har i en uge arbejdet med gymnasiefag for at prøve, hvordan det er at være gymnasieelev. De har blandt andet arbejdet med emner, som ligger uden for det, man normalt arbejder med i 10. klasse, og de har lært arbejdsmetoder, som er gode at kunne, når man går i gymnasiet.

Højt niveau

Caroline går i 10. C, og hun fortæller, at det, de arbejdede med i matematiktimerne, var på et svært gymnasieniveau.

”Vi arbejdede blandt andet med at omregne tal fra 10-talssystemet til 5-talssystemet. Her prøvede vi virkelig et niveau, som er meget højere end i den almindelige undervisning.”

I løbet af ugen arbejdede Step 10-eleverne med et fag hver dag, og det synes Caroline, var godt.

”Vi skulle kun fokusere på ét fag og havde tid til at arbejde med det. Det kunne jeg rigtig godt lide. En af dagene arbejdede vi også med et af de gym-fag, vi har valgt.  Jeg havde tysk en hel dag, hvor vi så film og analyserede den bagefter,” fortæller hun.

Caroline går på Step 10, fordi hun er i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse hun kunne tænke sig at gå på. Hun vakler mellem STX, HF og HTX. De næste måneder skal hun blandt andet bruge til at blive klogere på valg af ungdomsuddannelse. Det er efterårets GYM-Crawl perfekt til. Her besøger GYM10-eleverne nemlig alle gymnasie- og EUX-uddannelserne i Horsens.

God uge gav overblik

I dansk arbejdede GYM10-eleverne med forfatteren Karen Blixen en hel dag, og de elever, der har valgt samfundsfag som gym-fag, var blandt andet besøg på Kirkens Korshærs varmestue i Horsens. En af dem, der var med, var Peter, som går i 10. G.

”Det var spændende at besøge varmestuen, hvor en præst fortalte om stedet og hans arbejde med de fattige. Da vi kom tilbage til skolen, arbejdede vi videre med emnet om fattige i Danmark. Det har været en rigtig god uge, hvor vi har fået et overblik over, hvad der forventes af os, når vi kommer på gymnasiet,” siger Peter og tilføjer, at de i dansk blandt andet lærte en teknik til, hvordan man tager gode notater.

Peter har også valgt Step 10, fordi han ikke helt ved, hvilken ungdomsuddannelse han skal vælge. Han overvejer i øjeblikket HTX og STX, og de to uddannelser kommer han til at lære bedre at kende gennem blandt andet GYM-Crawl.

Gymuge på Gym10 på Step 10 Caroline og Peter fortæller om gymuge på Step 10