Gymnasieelever gennemfører legendarisk kapsejlads med særlige corona-restriktioner

25. august 2020

Med ekstra god plads i byggegården og handsker har eleverne i 2.g på Learnmark Gymnasium HTX bygget både, som de skal bruge i den traditionsrige kapsejlads på Horsens Fjord den 28. august 2020.

Hvert år i august starter 2.g-eleverne på Learnmark Gymnasium HTX med et tværfagligt projekt i fysik og teknologi. Her konstruerer og bygger de både, der kan bære en person – og holde tæt – på den 100 meter lange bane på Horsens Fjord. Det er et projekt, som eleverne har set frem til et helt år, og derfor er der ifølge rektor Sune Agger iværksat særlige corona-tiltag, så eleverne kan færdes sikkert i byggegården og til selve kapsejladsen.

Kapsejladsen er et af højdepunkterne, som alle HTX´ere glæder sig til, og som de med spænding følger hele deres gymnasietid. Her bliver det nemlig helt tydeligt, om elevernes teoretiske viden og opfindelser kan omsættes til praksis og bogstaveligt talt holde vand. Har man ikke styr på sine beregninger om fx opdrift, og er håndværket ikke i orden, så går den eftertragtede pokal og ikke mindst æren til nogle andre.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX
FAKTA OM KAPSEJLADSEN
  • DATO

    Fredag den 28. august 2020

  • RUNDER

    • 1. runde kl. 9.50 – 11.20 (3 klasser)
    • 2. runde kl. 11.50 – 13.20 (2 klasser)

  • HEATS

    I hver runde konkurrerer eleverne i heats svarende til antal klasser og et finaleheat, hvor en runde-vinder kåres.

  • STED

    Horsens Fjord ved Langelinje, 8700 Horsens.

Ingen tilskuere i år

I år afvikles kapsejladsen i to runder, så skolen kan overholde forsamlingsforbuddet på 100 personer, og det bliver samtidig uden 1.g´erne som tilskuere.

Det mest ærgerlige er, at 1.g´erne må nøjes med at se en film-reportage fra kapsejladsen. Forhåbentlig kan de alligevel fornemme den helt særlige stemning, der er på vandet og tilskuerrækkerne, og de kan aflure tricks, som de kan profitere af, når det om et år er deres tur til at konkurrere på Horsens Fjord.

Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX og HTX
Se video fra kapsejlads 2019

Lang og smal båd giver mindst modstand

Eleverne bygger bådene i grupper a 3-4 elever, og en af grupperne er blevet inspireret af kajakkens dimensioner.

Vi har forsøgt at lave båden så lang og smal som muligt, så der er mindst mulig modstand. Vi har taget lidt inspiration fra en kajak. Vi går ikke kun efter en flot båd, den skal også være hurtig. Det ville jo være fedt at vinde.

Jonas Koefoed Petersen, 2. g-elev på Learnmark Gymnasium HTX

Vi startede med at lave nogle båd-modeller i papir, som vi har testet. Der fandt vi ud af, at den her form er god. Den ser måske lidt mere klodset ud end nogle af de andre både, men fordi den er så stor, så er den mere stabil at sejle med.

Josephine Ege Andersen, 2. g-elev på Learnmark Gymnasium HTX

Et typisk HTX-projekt

Arbejdsformen på HTX er projektorienteret og eleverne er glade for at arbejde med konkrete produkter ud fra deres teoretiske viden.

Det er jo altid sjovt at komme ud at bygge og få beskidte hænder. Jeg synes, det er sjovt at lave noget praktisk i stedet for kun at beregne på det teoretisk. Her har vi fået meget frie tøjler. Det er lige så meget en challenge for os i stedet for en almindelig skoleopgave, vi skal skrive en rapport om.

Jonas Koefoed Petersen, 2. g-elev på Learnmark Gymnasium HTX

Gruppens båd adskiller sig fra mange af de andre både, fordi den er malet i Star Wars-tema, og de satser på, at den i raketfart kan bringe dem over målstregen.

 Materialer til rådighed

Eleverne har en begrænset mængde materiale til rådighed i byggefasen:

  • 1 krydsfinérplade på cirka 2,5 m x 1,2 m og 5 mm i tykkelsen
  • 60 strips
  • 2 tuber silikonefugemasse
  • 2 m langt bræt til udformning af pagaj