Hans fra HTX er blandt Danmarks 25 bedste til matematik

23. februar 2017

Når landets 25 bedste gymnasieelever inden for matematik mødes til Georg Mohr Vinderseminar i Sorø den 5. – 8. marts, deltager Hans Brüner Dein fra Horsens. Han går i 3. g på Learnmark Gymnasium HTX. 

For at nå til vinderseminaret har Hans Brüner Dein klaret sig særdeles godt i de to indledende runder, hvor han har løst svære matematiske opgaver, som ligger ud over fagets pensum. 

”Jeg er glad for at være kommet videre i Georg Mohr-konkurrencen, for det har været nogle ret svære opgaver, og kun én deltager i hele landet havde løst alle opgaver korrekt.  Jeg deltog også i den indledende Georg Mohr-konkurrence sidste år, men jeg var desværre et point fra at komme videre. I år er jeg videre, og jeg glæder mig til at komme til Sorø,” fortæller Hans Brüner Dein. 

Matematik er mit yndlingsfag

Matematik er uden sammenligning Hans Brüner Deins bedste fag, og her er det særligt geometri, grafer og visuelle modeller, der har hans interesse. 

”Hvis jeg kan forestille mig eller tegne det, kan jeg meget nemmere forstå det, end hvis det bare er tal. I matematikken er der et entydigt, sandt svar, og man regner sig frem til et præcist facit, som man kan bevise. Det kan jeg godt lide,” understreger HTX-eleven. 

Han kvalificerede sig november 2016 også til den danske del af Fysikolympiaden, men det er matematikken, der falder Hans Brüner Dein lettest. 

”I fysikkens verden kan man aldrig vide, at noget er sandt. Man estimerer, at det er sandt. Fysikolympiaden er en konkurrence baseret på viden, mens Georg Mohr er en konkurrence i den matematiske, logiske sans, og det passer mig meget bedre,” siger han. 

Konkurrerer med lommeregneren

En stor del af Hans Brüner Deins viden om matematik stammer fra googlesøgninger og videoer på YouTube, hvor han finder foredrag og videoer, som fx forklarer forskellige matematiske formler og udfordringer. 

”Jeg elsker hovedregning, og udfordrer også tit mig selv i den disciplin. Så laver vi i klassen en konkurrence mellem lommeregneren og mig – og det sker da, at jeg vinder,” tilføjer han og smiler beskedent. 

Mulighed for at deltage i internationale konkurrencer

Efter vinderseminaret i Sorø får op til 20 elever tilbud om at deltage i Den Nordiske Matematikkonkurrence. Herefter udvælges de 5-6 elever, der skal deltage i Den Internationale Matematikolympiade i Brasilien og Baltic Way. 

”Selvfølgelig vil jeg gerne videre til de internationale konkurrencer. Det er lidt ligesom i X-Factor, hvor dem med mest potentiale udvælges gennem delkonkurrencer. Min fordel kan være, at jeg af og til finder en alternativ måde at løse opgaverne på, men der er stor konkurrence,” fortæller en af Danmarks dygtigste gymnasieelever. 

Talentudvikling

På Learnmark Gymnasium HTX får alle elever ifølge rektor Sune Agger mulighed for at deltage i Georg Mohr-konkurrencens indledende runder. 

”Georg Mohr er en del af talentudviklingen på HTX, hvor eleverne frivilligt kan deltage i ekstra undervisning. Her kan de sammen med andre, der har en særlig interesse for matematik, både udfordre og hjælpe hinanden med opgaver inspireret af konkurrencens indledende runder,” siger Sune Agger.