HHX-elev Thomas Højgaards tale til dimissionen

06. juli 2018

Kære venner, vi gjorde det! Kæmpe stort tillykke med huen! 

Nu står jeg så her ligesom jer med den famøse hue på, og jeg skal prøve at beskrive den. 

Da jeg skulle i gang med at skrive den her tale, blev jeg ekstremt nervøs. Jeg ringede hurtigt til en ven og fortalte, jeg skulle holde elevtalen for HHX, og om ikke han havde et par tips. 

Jeg ville gerne være sådan lidt sej, sådan lidt sjov, sådan lidt vis – jeg ville gerne sige sådan noget carpe diem, cool-noget. 

Og vennen sagde ordret: ”Det ved jeg sgu ikke lige, hvordan man gør…” 

Jeg googlede nogle kloge citater, kiggede på tidligere taler, jeg googlede Peter Falktoft og fandt nogle sjove billeder, men fandt ikke rigtigt noget, jeg kunne bruge. 

Så forsøgte jeg mig med sådan en citatgenerator, hvor man kan få kloge ord fra store tænkere som bl.a. Kirkegaard, Nietzsche, Grundtvig og Peter Plys. 

Der dukkede ingen inspiration op. 

 

Jeg hedder Thomas Højgaard. Har gået i psykologiklassen og været elevrådsformand, jeg har siddet i festudvalget og skolens bestyrelse - og nu vil jeg gerne forsøge at sige noget klogt.

Thomas Højgaard, HHX-student

Jeg måtte slukke WIFI-forbindelsen, stirre tomt ind i min computerskærm og for første gang i 3 år skulle jeg skrive noget ned, som kom helt og aldeles fra mig selv. 

Men nu tror jeg så også, jeg er klar til den sidste mundtlige fremlæggelse her på Learnmark. 

Og den bliver uden for mange anekdoter om, hvor vilde studieturene har været, og hvem der har været sammen med hvem – for det tror jeg egentlig kan læses bedst i klassernes blå bog. 

Hvis der er en ting, jeg har lært gennem min gymnasietid, så er det, at man skal have styr på sin målgruppe. 

Jeg har i den sammenhæng, i går aftes, på ganske kvantitativ vis begivet mig ud i den store vide verden af statistik og forsøgt mig med at udspørge tidligere studenter fra Learnmark. 

Altså folk, der har været igennem denne dimissionsmaskine, for at finde ud af, hvad pokker der egentlig giver mening at komme ind på i sådan en tale. 

Der fremgik en ganske klar tendens. Fordi for 100% af de adspurgte (altså alle 3). Der fremgik et tomrum. De kunne simpelthen overhovedet ikke huske, hvad elevtalen havde handlet om. 

Om det er tømmermændene efter middagen på skolen i går, eller om det er de mange tanker, der kan risikere at flyve rundt i jeres hoveder i øjeblikket, det har jeg hverken kunnet google mig frem til eller finde på Studienet. 

Men uanset, kan koncentrationen være en mangelvare. Og derfor er min målgruppe ikke kun studenterne, men også de der fagligt har hjulpet i produktionen af studenterne. Det er lærerene. 

For slet ikke at tale om familien, kæresten og vennerne, der har taget kampen op for at finde en parkeringsplads ved Forum Horsens i dag. 

Og netop fordi jeg kun kender en brøkdel af disse, vil jeg gerne have lov til at præsentere mig selv. Jeg hedder Thomas Højgaard. Har gået i psykologiklassen og været elevrådsformand, jeg har siddet i festudvalget og skolens bestyrelse - og nu vil jeg gerne forsøge at sige noget klogt. 

 

Hvis der er en ting, jeg har lært gennem min gymnasietid, så er det, at man skal have styr på sin målgruppe.

Thomas Højgaard, HHX-student

Jeg har fået at vide oppefra – altså sådan helt oppefra, at en tale af denne kaliber godt må have en lille smule kiggen tilbage, en lille smule opsummering, så det hele ikke bare bliver tomme verbale kalorier – der skal med andre ord være en solid lagkagebund under al den flødeskum og jordbær, det nemt kan ende med i denne studenteruge. 

Og dette kan man næppe gøre bedre end ved at nævne tre gode ting ved vores tid på Learnmark. 

Den første ting, jeg synes, vi som årgang har klaret med bravur, det er administreringen af vores talenter. For de fleste har et eller andet talent og folk på vores årgang har som oftest rigtig mange. Men det vigtigste i denne sammenhæng er, at vi bruger vores talenter godt. 

Ganske mange af jer bruger jeres talenter på at høste skyhøje karakterer. 

Nogle bruger dem til at underholde os. 

Nogle bruger dem til at dele det lille stykke ud af sig selv, der tjener alles bedste. 

Alle i dette rum med en hue på har i talende stund haft muligheden for at gennemleve 38 modulers erhvervsret… Dette er i sig selv et talent. 

På Learnmark Gymnasium, der kender vi os selv i vores talenter, og det er også derfor, jeg tror, at der ikke går særlig lang tid, inden vi kommer til at præge den verden, vi går i møde. 

Det kan dog være en svær proces, for selvom den næste måned bliver en sprængfarlig cocktail af lige dele frihed og overlykkelighed, så kommer der en morgen, hvor man vågner, får gnedet søvn ud af øjnene og med en kende mismod og undren tænker: ”Hvad skal jeg nu?” 

Det er en tomhedsfølelse – og det er en tomhedsfølelse, vi alle sammen kommer til at stifte bekendtskab med, hvad enten det bliver i morgen eller om 5 år, når man har uddannet sig til ”junior vice sales key account mannager” eller noget andet flot – følelsen kommer! – og det er en følelse man skal kunne håndtere. 

Og netop derfor bliver vores evne til at administrere vores talenter essentiel. 

Og netop derfor tror jeg ikke, der går særlig længe, før folk på vores årgang finder deres rette hylde et sted i den store verden. 

 

For de fleste har et eller andet talent og folk på vores årgang har som oftest rigtig mange. Men det vigtigste i denne sammenhæng er, at vi bruger vores talenter godt.

Thomas Højgaard, HHX-student

Den anden ting, jeg synes, vi har klaret med bragende succes, er at lære noget om den verden, vi om lidt træder ind i. En læren om at være kritiske over for det vi ser og hører. 

En verden, hvor liberalisterne ikke er liberale, hvor socialisterne ikke er sociale og hvor kun racister og landsbytosser lever op til deres ideologier. 

Tingene ændrer sig, og det går stærkt. 

Der var engang, hvor lægen kom på besøg, hvis man ringede og sagde, man var syg. 

Der var engang, hvor filurisen fra HjemIS, rent faktisk smilte til en. 

Der var engang, hvor DSB kørte til tiden, og ja, der var engang, hvor PostDanmark var verdens næstbedste postvæsen. 

Tilværelsen ændrer sig hurtigere, end man kan uddanne sig og planlægge efter. 

Det gælder dig, det gælder Danmark. Hvad der er populært og efterspørgsel på lige nu, er sikkert noget komplet andet om et par år. 

Så brug tiden på det, du føler mest for. 

Den tredje ting der skal nævnes er, at folk på Learnmark er nogle rigtig flinke mennesker, så simpelt kan det siges. Og det lyder banalt, men det er desværre ikke altid en selvfølge. 

På Learnmark, har der været plads til alle – og tak for det. 

Kære venner - selvom jeg har grædt og grint i jeres selskab, så har jeg alle 3 år følt mig privilegeret. 

Privilegeret over at være en del af en så talentfuld ung masse. 

Men mest af alt privilegeret over at have lært jer at kende.

 Selvom livserfaringerne lige nu kun er til låns fra Kirkegaard, Nietzsche, Grundtvig og Peter Plys, så er vi formet og blevet formet af hinanden, på godt og på ondt. 

Jeg har ikke nogen livserfaring, som jeg kan dele i et skarptskåret citat, men under min hue der gemmer der sig oplevelser, fordybelse og relationer som for alvor har dannet mig til hvor jeg er lige nu. 

Ved mit nye udgangspunkt. 

Trump, handelskrig, arbejdsløshed og fremtiden – den synes jeg, vi skal vente med til efter vognturen. 

Kapitlet i den bog, der hedder gymnasiet slutter i dag. 

Selvom afskeden også bliver vemodig, så vil vi alle med stor glæde om ikke så forfærdeligt længe fejre de 3 fantastiske år, som vi har haft på Learnmark. 

Savnet opstår nok først, når festen er ovre, men så må glæden ved de mange minder med de mest fantastiske mennesker forhåbentligt overskinne savnet. 

Tak til Learnmark Gymnasium for at uddanne og danne disse smukke studenter, som indeholder nogle af mine allerbedste venner. 

Tusind tak for ordet.