HHX-elever på studierejse til kontrasternes Cuba

På en 10 dage lang studietur til Cuba oplevede HHX-elever fra Learnmark Gymnasium Cubas store forskelle på rig og fattig, fortid og nutid, og hvordan man finder livsglæden i et fattigt land

22. maj 2017

På en 10 dage lang studietur til Cuba oplevede HHX-elever fra Learnmark Gymnasium Cubas store forskelle på rig og fattig, fortid og nutid, og hvordan man finder livsglæden i et fattigt land.

Få hundrede meter væk fra Trinidads velbevarede kolonihuse ligger de grå faldefærdige huse uden vægge. Det gjorde et stort indtryk på HHX-eleverne fra Learnmark Gymnasium, da de i foråret var på studierejse til Cuba. Eleverne går på studieretningen International Studies og har spansk på A-niveau, som de skulle træne på deres rejse til det caribiske øhav.

 Fattigdom og farver

Med på studierejsen var bl.a. Anne Sofie Pold Linneberg og Mille Dalhoff Petersen, som begge går i 3. g på Learnmark Gymnasium HHX.

”Det var en megafed oplevelse, og jeg er glad for, at jeg har nået at opleve Cuba, som det har været i mange år, inden landet ændrer sig alt for meget,” siger Anne Sofie Pold Linneberg.

Hun fremhæver fattigdommen og kontrasterne som det mest overraskende, og det der gjorde det største indtryk på hende.

”Jeg havde forventet at opleve fattigdom i Cuba, men jeg troede ikke, at de er så fattige. Vi oplevede flere, der spurgte, om vi havde sæbe, papir og blyanter og mad til deres børn, som vi kunne undvære. Det gjorde et stort indtryk på mig,” understreger hun.

Hendes klassekammerat Mille Dalhoff Petersen tilføjer:

”Men man bliver også i godt humør af at gå i gaderne, fordi der er så mange farver på både husene og de gamle amerikanerbiler. Og så var der stort set musik overalt. Cubanerne finder virkelig livsglæden i det mindste, og det, jeg fx tager for givet, sætter de meget pris på.”

Styr på spansk og sammenhold

HHX-eleverne har haft spansk i tre år, og deres færdigheder skulle på studieturen stå deres prøve.

”Jeg fik virkelig meget ud af at tale spansk hver dag, og hver dag udvidede jeg mit ordforråd. Cubanerne taler meget hurtigt, men vi kastede os alle sammen ud i at tale sproget, og det var fedt,” fortæller Mille Dalhoff Petersen. 

Studierejsen var i det hele taget 10 dage, hvor elevernes kastede sig ud i oplevelserne sammen, og det betød noget for klassens sammenhold.

”Jeg har sjældent oplevet så meget på en studierejse, som vi gjorde på denne. Vi kunne sjældent komme på internettet, men det gjorde ikke noget, for der var så meget at opleve, og vi hyggede os sammen og fik et helt fantastisk sammenhold, mens vi var af sted,” fortsætter Anne Sofie Pold Linneberg.

Rom og oprørere

For både Anne Sofie Pold Linneberg og Mille Dalhoff Petersen var rommuseet en oplevelse, de særligt husker.

”Det var spændende at høre om, hvordan de producerer rommen, og vi fik lov til at smage nogle af de helt nye smagsvarianter med karamel- og lakridssmag,” siger Mille Dalhoff Petersen.

Derudover gjorde de mange store mindesmærker for guerillalederen Che Guevara og nationalhelten José Marti, som spillede en central rolle i kampen for Cubas uafhængighed af Spanien i 1800-tallet, et stort indtryk.

”Jeg oplevede, at cubanerne er meget stolte af deres regering, og dem, der har befriet dem fra kolonimagterne. Jeg har skrevet studieretningsprojekt om Cubas historie og kultur og synes, det var meget lærerigt at se det hele i virkeligheden,” fortæller Anne Sofie Pold Linneberg.

Tætpakket program

Programmet på studierejsen var fyldt med alle de vigtigste seværdigheder i Cuba. Det var fx

  • Byvandringer i Havana og Trinidad, som er Latinamerikas bedst bevarede koloniby
  • Rommuseum
  • Universitetet, hvor Fidel Castro studerede jura
  • den berømte strand Playa Ancon
  • Santa Clara og Che Guevaras mausoleum
  • Plaza de la Revolución, hvor Fidel Castro har holdt mange taler til det cubanske folk
  • Hotel Nacional, hvor den amerikanske mafia holdt til i 1950´erne 
  • Kunsthåndværkermarkedet Mercado de San José
  • Hotel Ambos Mundos, hvor Hemingway boede
  • Baren Floridita, hvor Hemingway opfandt den berømte cocktail Daiquiri