HHX´ere diskuterer seksualitet i Island

Line og Emma har været i Island på studietur sammen med unge fra Estland, Litauen, Sverige og Finland. Det var et tætpakket program med foredrag, projektarbejde, sociale arrangementer og sightseeing på den nordatlantiske ø.

28. oktober 2016

Line og Emma har været i Island på studietur sammen med unge fra Estland, Litauen, Sverige og Finland. Det var et tætpakket program med foredrag, projektarbejde, sociale arrangementer og sightseeing på den nordatlantiske ø. 

Unge, køn og seksualitet

I team på tværs af lande arbejdede eleverne med et projekt, som handlede om køn og seksualitet. Målet med projektet var at fremme unges tolerance i forhold til seksualitet, og eleverne skulle blandt andet løse et problem for en transkønnet dreng. 

”Det var spændende at diskutere køn og seksualitet med unge fra andre lande og tankevækkende, så forskelligt vi ser på homoseksualitet. Og så var foredraget med den transkønnede dreng meget spændende,” fortæller Line. 

Som afslutning på projektet skulle hvert team lave en planche og fremlægge for alle deltagerne. 

”I Island kårer læreren altid den bedste fremlæggelse, og mit team vandt,” siger Line. 

De bedste oplevelser

Studieturen til Island bød på mange gode oplevelser, men der er to oplevelser, som ryger ind på førstepladsen hos Emma og Line. 

”For mig var den bedste oplevelse at møde andre unge fra forskellige lande. Vi havde det sjovt – også når vi var på sightseeing,” fortæller Emma og Line supplerer: 

”Den islandske natur er meget anderledes i forhold til det, vi kender i Danmark, og særligt Myvatn Naturebath, som minder om Den blå lagune, gjorde et stort indtryk på mig,” understreger Line. 

Stor interesse for studieturen

Emma og Line var i Island sammen med en klassekammerat, og de vandt alle tre muligheden gennem en lodtrækning i klassen, fordi der var mange, der ønskede at blive en del af det islandske eventyr. 

”Jeg meldte mig til studieturen, fordi jeg gerne ville møde unge fra andre lande, og fordi sådan en tur er med til at gøre mine sociale kompetencer stærkere – og så er det jo altid sjovt at rejse ud og opleve noget nyt,” fortæller Emma. 

I november rejser tre andre elever fra HHX til Haapsalu i Estland, hvor de sammen med unge fra de øvrige deltagerlande skal arbejde med emnet Disabilities in the including society. 

Om projektet

Projektet på Island er første projekt ud af i alt 6 projekter, som afholdes i de seks deltagende lande i dette skoleår. Projektet er støttet af Nordisk Ministerråd med overskriften Promote Tolerance – Celebrate Diversity. 

Sidst i januar 2017 kommer unge fra de fem øvrige lande – Island, Estland, Litauen, Finland og Sverige – til Horsens, hvor emnet er Religious diversity.