08. maj 2018
Som en del af HTX-elevernes forberedelse til eksamen i faget teknologi har eleverne fra 2.mb fundet på forskellige projekter, som de har arbejdet med i forbindelse med bæredygtighed. Liv Nielsen og Sabrina Terkelsen har valgt at arbejde med metalrester fra biler, som de vil smelte om til smykker.
”Vi startede med at 3D-printe en form til vores smykke, og vi har også laserprintet den for at se hvilken form, der er bedst til at støbe smykket i en sandform,” fortæller Liv Nielsen.
Smykkerne bliver støbt i en sandform og bliver støbt af smeltede metalrester. Det færdige produkt skal blive til en halskæde og en broche.
”Det har været fedt at prøve noget helt nyt og at se, hvor meget vi kan lave ud af genbrugt metal. Det har også været udfordrende og vi har prøvet os frem, for at finde den bedste måde at gøre det på,” siger Sabrina Terkelsen og Liv Nielsen tilføjer:
”Det har været udfordrende og vi har fået øjnene op for, hvor meget arbejde der skal til, når man skal lave smykker.”
Se de flotte billeder af elevernes arbejde