HTX-elever giver gode råd til Horsens Kommune

20. september 2017

Horsens Kommune ønsker, at borgerne nemt kan booke sheltere og idrætsfaciliteter på kommunens hjemmeside. HTX-elever fra Learnmark Gymnasium har givet deres bud på et mere brugervenligt bookingsystem.

I Horsens Kommune kan borgere og foreninger låne fx haller, mødelokaler og sheltere, men proceduren fra idé til reservation og bekræftelse kan optimeres.

HTX-elever fra Learnmark Gymnasium har arbejdet med forskellige IT-løsninger til Horsens Kommune. Midt i september fremlagde de gruppevis deres forslag for fritidskonsulent Henrik Koch.

Gymnasieleverne har enten kommunikation/IT eller informatik som studieretningsfag. Hvor de første har mest fokus på front-end, som målgruppen ser, har eleverne med faget informatik mest viden om back-end og programmering.

Alle grupper lagde i deres løsningsforslag vægt på brugervenlighed, enkelthed og effektive arbejdsgange. De havde lavet målgruppeanalyser og programmeret mindre hjemmesider, der skulle vise, hvordan borgere fx nemt kan reservere en shelter, og hvordan medarbejdere i kulturafdelingen nemt kan håndtere mange reservationer.

 ”Jeg er imponeret over, hvad eleverne har nået på relativ kort tid. Grupperne, som har fungeret som en slags konsulenter for os, har hver især sat fokus på noget, der er væsentligt at have med i en endelig løsning. Det er et kompliceret system at lave, og jeg er derfor glad for den inspiration, jeg har fået,” siger Henrik Koch og understreger, hvor vigtigt det er at få input fra målgruppen, som skal bruge et kommende bookingsystem.

HTX-elever Horsens Kommune Seks drenge, der sammen har arbejdet på et forslag til Horsens Kommune.

Fra teori til prototype

I en af grupperne har seks drenge arbejdet sammen om et forslag til Horsens Kommune. Først arbejdede de med løsningsforslaget på et teoretisk niveau, senere programmerede de en prototype af bookingsystemet.

”Vi har fået rigtig meget ud af at arbejde med en rigtig case. Den giver et indtryk af, at det, vi lærer på HTX, er noget vi kan bruge til at løse konkrete opgaver for virksomheder. Det var også godt at få konstruktiv feedback på vores forslag fra en, der arbejder med det til hverdag,” siger Rasmus Ris på gruppens vegne.

For at lave forslaget til bookingsystem har eleverne blandt andet arbejdet med domæneafgrænsning, interessentanalyse, segmentering og personaer, kravspecifikationer og brugergrænsefladedesign. Derudover skulle eleverne indtænke e-mailbekræftelse, kalender og live opdatering i deres løsninger.