HTX-student Sarahs tale til studenterne

28. juni 2019

Hvert år taler en student fra henholdsvis HTX og HHX til deres medstudenter. Her kan du læse HTX-student Sarah Maria Dahls tale.

Kære medstudenter, familie, venner og ansatte på Learnmark. 

Det er 3 år siden, vi startede her, en gruppe elever som var nervøse, spændte, og med forventninger omkring alt fra de andre studerende til festerne. Måske mest til festerne. Siden den dag er der sket meget, vi er gået fra elever, til studerende, til at vi nu er studenter.

Der har været en del ændringer i gruppen af studerende på HTX, nogle er stoppet, andre er begyndt. Dog har alle os i dag formået at klare os igennem de tre år, og for det kan vi takke energidrikke, søvnløse nætter og de få elever, som faktisk har taget brugbare notater.

Men i al alvor må vi da spørge os selv, hvordan vi er kommet gennem disse tre år? For hvad end der siges, så er det hårdt at komme gennem gymnasiet. Ikke kun fagligt, men også personligt, da vi jo er blevet voksne, mens vi har gået her.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

Dette spørgsmål voldte mig en del problemer at svare på; for første gang i tre år kunne jeg ikke bare opsætte et forsøg, lave en fin graf og finde et svar; det er langt mere komplekst end det. Dog vil jeg alligevel prøve at sige et par kloge ord omkring vores tid på HTX, og hvordan vi er kommet igennem de tre år. 

En unik ting ved at gå på HTX er, at vi er så få studerende, især når vi sammenlignes med byens mastodonter; gymnasier med flere hundrede elever per årgang. Vi behøves ikke at kigge længere væk, end den anden side af kantinen, hvor der er tre etager til en enkelt skole, mens vi på HTX blot har et lille hjørne af skolen.

At have så lille et gymnasie giver nogle andre muligheder end ellers, især i den forstand at vi alle kender hinanden. Allerede fra den første dag, vi var på skolen, blev vi sammensat i faste grupper. Nu ved jeg ikke med jer, men jeg må indrømme, at tanken om at være omgivet af fremmede personer og tvunget til at arbejde sammen med dem, ikke ligefrem er en drøm.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

Og dog blev tilfældige navne til bekendte, og bekendte blev til venner, og før vi fik set os om, var det første år gået, og vi stod i starten af 2. G ved Horsens havn for at sejle i vores egne både. Ud fra den dag kan jeg konkludere to ting. For det første at jeg ikke skal ud og sejle med nogen af os bag roret, for vi sank næsten alle, og for det andet kan jeg konkludere, at vi havde udviklet et fællesskab. 

Dette fællesskab var ikke bare socialt, selvom det var en stor del af det, men også fagligt. Gennem afleveringer, terminsprøver og eksamener var der altid en anden, som stod klar med et godt råd, lykønskninger eller en skulder at græde på, når det hele gik galt.

Udover at støtte os fagligt har dette fællesskab også skabt et helt specielt miljø her på Learnmark HTX. Det har været et sted, hvor alle er velkomne, uafhængigt af ens baggrund og mål med at være her.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

Nogle studerende har engageret sig i alt, gymnasielivet har at tilbyde, fra fester til elevråd, andre har gjort alt for at opnå de bedst mulige resultater for at komme ind på deres ønskede uddannelse, og andre er blot mødt op til timerne, hvorefter man egentlig ikke ved noget om, hvad de ellers bruger deres tid på, og andre virker til, at de ikke laver andet end at sidde foran deres computer; nogle stereotyper er jo ikke helt forkerte.

På trods af disse forskelle har alle kunnet mødes, grine og fejre sammen, når noget er gået godt, og når man har set en gå på gangen, har man altid kunne genkende dem, for vi har haft et unikt fællesskab; et fællesskab, som har hjulpet os igennem de tre år, og forhåbentligt vil hjælpe os gennem mange flere år fremover.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

En anden evne, der har hjulpet os, som ikke kun HTX-studenter besidder, er den fænomenale evne til at lave overspringshandlinger. Ja, nogle vil måske kalde studenterne fra denne årgang useriøse, larmende og uden disciplin, men jeg vil nærmere sige, at vi er festglade, livlige og i stand til at grine af os selv.

Denne årgang har gang på gang udvist en ekstraordinær evne til at glemme alt om en danskaflevering, fordi ugens bytur var nok så vigtig, hvilket nok har minimeret stress, for hvordan kan man være stresset, når man knapt husker, hvordan man kom hjem?

Men spøg til side, evnen til at abstrahere fra skolen, og det pres man føler, for i stedet have det sjovt, er vigtigere end som så. I et samfund, hvor ens karakterer fylder mere og mere, og man sammenlignes med så mange andre studerende, bliver det konstant vigtigere at indse betydningen af at leve i nuet.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

For at berolige de lærere, som nu ser meget bekymrede ud, vil jeg understrege, at alle de forsinkede afleveringer ikke er ideelle, men jeg vil langt hellere se studenter komme ud på den anden side uden følelser af angst eller stress, selv hvis det indebærer et lidt højere fravær, end hvad er optimalt.

Hver gang man har følt sig stresset, når ens SRP virkede umulig at overkomme, eller bjerget af lektier og eksamenslæsning var uoverskuelig, sprang fællesskabet til igen, bad en om at pakke det hele væk, bare i et par timer, og komme med ud og drikke en øl eller fem og nyde, at vi var én dag tættere på at være studenter.

Sarah Maria Dahl, HTX-student

Og hvad så nu? Nu er vi kommet igennem de tre år på Learnmark, men det er jo blot en begyndelse. Der venter meget forude, både flere gode og dårlige dage, flere eksamener og flere fester og forhåbentligt flere fællesskaber, som det vi har skabt her på HTX.

Og så kan det godt være, at der i dag står et tal i alle vores huer, men omkring det står også hilsnerne fra alle de venskaber og bekendtskaber, vi har fået gennem vores tre år her, og de er utvivlsomt langt mere værd i det lange løb. Så tak til jer alle, studenter, lærer og alle ansatte på Learnmark, tak for tre uforglemmelige år, og tak for at lade mig tale i dag. Og lad os så fejre, at vi langt om længe er studenter, tillykke til jer alle!

Sarah Maria Dahl, HTX-student