29. november 2017
Nissernes sukkerlager, Granstuen, Slagterens julemedister, Æblekinderne, Julehytten, Cozy Station, Kageexpressen og Øko-lykke(h)jul. Det er kun et lille udsnit af navnene på de mange flotte juleboder, som i aften holdt åben for familie og venner, der ville gøre et godt julekøb på Learnmark Business. Tak for besøget til alle - og tak til eleverne for at gøre en helt almindelig tirsdag aften til en julehyggelig aften!
EN DEL AF UNDERVISNINGEN
Grundforløbseleverne har i en uges tid arbejdet med deres juleprojekt, hvor de har forberedt åbningen af deres julebod. De har blandt andet lavet budgetter, markedsføringsmateriale og arbejdet med visuelt udtryk af deres bod.
TEORI I PRAKSIS
Efter julemessen skal grundforløbseleverne blandt andet lave en resultatopgørelse og fremlæge deres projekt med fokus på, hvordan de har omsat teorien i praksis.