InnoTalent-eleverne imponerer til prøveeksamen i Håndværk og design

04. februar 2020

Elever i 8. klasse fra Højvangskolen, Dagnæsskolen og Bankagerskolen tager hver uge til enten Learnmark Business eller Learnmark Tech, hvor de har valgfaget InnoTalent. Midt i januar var de til prøveeksamen i et projekt, hvor udfordringen var at  lave re-design af ting fundet på genbrugspladsen. Censorerne var 3.g-elever fra Learnmark Gymnasium HHX, som har innovation som studieretningsfag. 

Urtepotteskjulere lavet af gamle bøger, et natbord lavet af kasserede stole og en bardisk lavet af genbrugstræ. Det er bare nogle af de flotte og brugbare genbrugsmøbler, som eleverne fra valgfaget InnoTalent viste frem til deres prøveeksamen i Håndværk og design. 

Projektet startede med en tur på genbrugspladsen, hvor eleverne efter aftale måtte tage kasserede ting med, som de skulle bruge til deres projekt: Design og byg et møbel af genbrugsmaterialer. 

Siden har de brugt mange timer på at tegne, udtænke, omtænke og bygge deres genbrugsmøbler. Derudover har de fået undervisning i brug af værktøj, og hvordan man laver en god pitch om sit produkt. 

Det hele kulminerede til prøveeksamen midt i januar, som var en forsmag på den prøve, de i slutningen af 8. klasse skal til i faget Håndværk og design. Her var 3.g-elever fra Learnmark Gymnasium HHX med studieretningsfaget innovation censorer, og det var lærerigt for både grundskoleelever og gymnasieelever. 

Her kan du læse om nogle af elevernes oplevelser og erfaringer i projektet.

Hvad var det bedste i projektet?

Det var en fed udfordring at skulle fremlægge vores tanker om recycling og vores færdige natbord. Jeg kan godt lide tanken om, at vi faktisk kan gøre noget godt med genbrug i stedet for at købe nyt.

Caroline, 8. klasse-elev

Det er godt projekt, fordi vi har fået nogle fantastiske muligheder for at udfolde os kreativt. Vi har med vores pladsbesparende skab lavet af genbrugsmateriale fået lavet et godt resultat med godt håndværk – det er ikke kun klatværk. Det er lavet ordentligt, i vater og skruet sammen med de rigtige skruer. Og så er det lavet med kærlighed.

Nicoline, 8. klasse-elev

Det bedste i projektet er fælleskabet – at vi har løst en opgave sammen med nogen. Emil og jeg kendte ikke hinanden, før vi kom i gruppe sammen i dette projekt, og vi har fået et godt venskab ud af det.

Nicoline, 8. klasse-elev

Hvad var det sjoveste i projektet?

Det sjoveste i projektet var, da vi skulle begynde at bygge. Vi var megaspændte på, hvordan vores natbord ville komme til at se ud. Vi er godt tilfredse med resultatet, selvom det måske havde været pænere, hvis det havde været mere retro i stedet for stilet.

Lærke, 8. klasse-elev

I projektet har vi skullet gøre tingene selv, og det har været det sjoveste. Det har været sjovt, at det var os og ikke læreren, der skulle bruge værktøjerne.

Sofia, 8. klasse-elev

Det har været meget spændende at lære at genbruge ting, og oplevelsen af at bygge sit eget produkt, har været godt.

Emil, 8. klasse-elev

Det sjoveste i projektet har været at bygge noget sammen – at bruge sine hænder.

Emil, 8. klasse-elev

Hvad har du lært i projektet?

Jeg har lært, hvordan man fremlægger til sådan en eksamen, og hvad jeg skal gøre bedre næste gang. Jeg synes, det var lidt svært at finde ud af, hvad det forskellige værktøj hedder, og hvordan man bruger det.

Lærke, 8. klasse-elev

I processen har jeg lært at tænke anderledes, og hvor lidt vi egentlig genbruger. Jeg har også lært at arbejde sammen med mine venner, hvordan man laver en god salgshistorie, og hvordan man bruger værktøjet rigtigt.

Sofia, 8. klasse-elev

Vi har i projektet fået den hjælp, vi skulle bruge. Vi har fået små hints til at gøre det, så godt som muligt. Nogle af vores idéer kunne ikke lade sig gøre, og så fik vi hjælp til at gøre de så godt som muligt.

Nicoline, 8. klasse-elev

I det her projekt har jeg lært at stå på egne ben, at stole på mig selv, og hvad jeg kan! Jeg er blevet mere selvsikker og tror på, at den måde, jeg gør det på, er den rigtige måde.

Nicoline, 8. klasse-elev
Om valgfaget InnoTalent
  • ELEVERNE

    Eleverne går i 8. klasse på Højvangskolen, Dagnæsskolen og Bankagerskolen.

     

     

  • UNDERVISERNE

    Valgfaget afvikles i samarbejde mellem lærere fra Learnmark Tech og Learnmark Business

  • UNDERVISNINGEN

    I undervisningen får grundskoleeleverne blandt andet viden om innovation, iværksætteri, recycling, salg og markedsføring, værktøj og håndværks-processer.

Hvad var det sværeste i projektet?

HHX-eleverne kom med mange gode spørgsmål, men det var nogle gange lidt svært for mig at få det forklaret 100 procent rigtigt. Jeg ville jo gerne vise, at jeg har styr på det.

Lærke, 8. klasse-elev

Det var svært at se realiteterne i øjnene – at vores megafede idé ikke kunne lykkes. Men vi klarede den heldigvis alligevel.

Nicoline, 8. klasse-elev

Den største udfordring har været at udføre vores idé. Vores plan blev lavet om mange gange. Fx var vores bordplade for tung til, at det IKEA-skab, vi havde fundet, kunne bære den. Men vi løste det ok alligevel.

Emil, 8. klasse-elev

Hvordan var det at have HHX-elever som censorer?

Det var en megafed måde at blive vurderet på. Det var fedt, at de var unge og ikke voksne. De kan på en måde bedre sætte sig ind i, hvor svært det, vi har lavet, er.

Lærke, 8. klasse-elev

Vi kender jo Jette og Chano fra undervisningen, og de har fulgt vores proces, så det var fedt, at det var HHX-elever, der skulle vurdere os. Det var en slags finale på projektet. De gav os god feedback på vores projekt og vores fremlæggelse – det var ret fedt!

Caroline, 8. klasse-elev

Det var både fedt og specielt at have HHX-eleverne som censorer. De var benovede over, hvad vi har fremstillet, og det vi havde lært, men det var også lidt udfordrende, fordi de helt har indblik i, hvordan man er censor.

Nicoline, 8. klasse-elev

Til prøveeksamenen skulle vi arbejde på vores projekt, mens HHX´erne så på. Det var lidt mærkeligt. Vores prøveeksamen varede næsten to timer, og det var lang tid at være på.

Emil, 8. klasse-elev

Hvad synes du om valgfaget InnoTalent?

Det er et sygt fedt valgfag, fordi vi er i nogle helt nye rammer – det er en lang brobygning. Vi lærer en masse ny teori, vi har prøvet at mure og lært, hvad de forskellige værktøjer hedder. Det er sygt hyggeligt at være på skolen. Det er anderledes, og man føler sig lidt buff på nogle punkter.

Caroline, 8. klasse-elev
PRØVE-EKSAMEN I TRE RUNDER
  • 1. RUNDE - DESIGN

    Eleverne skulle fortælle om deres produkt, valg af materialer og deres målgruppe.

  • 2. RUNDE - PROCES

    Eleverne skulle vise, hvordan de bruger værktøjet rigtigt, hvordan de har planlagt arbejdet, og hvordan de har arbejdet sammen i deres team.

  • 3. RUNDE - VÆRDI

    Eleverne skulle fortælle, hvordan de har skabt sammenhæng mellem deres proces og deres produkt, og deres færdige produkts værdi – både brugsværdi og økonomisk.