Iværksættere på HHX gør festen sjovere

07. februar 2017

Flere unge ved, hvor svært det kan være at få kontakt med en DJ til en fest, når de har et musikønske, de gerne vil have spillet. 

Det problem kender HHX-eleverne Ida Rud, Alex William Møller og Rasmus Leth Ravnsborg til, og de arbejder nu på at løse problemet.  De har opfundet appen UChoose, hvor festdeltagere kan sende musikønsker direkte til festens DJ. 

”Vi oplever tit, at man ønsker sange til en fest, men de bliver aldrig spillet. Ved hjælp af vores app er man sikker på, at DJ´en får musikønsket, og han kan hurtigt få et overblik over, hvilke sange der er mest efterspurgt,” fortæller Ida Rud. 

Fra undervisning til virksomhed

Kombinationen af en god ide og viden om at starte egen virksomhed har bragt gymnasieeleverne videre fra regionsmesterskabet i Company Programme til National Entreprenørskabsmesse den 9. februar 2017. Her skal de konkurrere mod nogle af landets dygtigste iværksætterspirer fra ungdomsuddannelserne. Til regionsmesterskabet fik UChoose også Nordeas legat på 1.500 kr. 

”Idéen startede som et projekt i undervisningen for omkring 1½ år siden, og vi har stadig en masse idéer til at udvikle appen. Det sværeste er faktisk at begrænse sig, så vi i første omgang får de mest basale funktioner til at virke perfekt,” fortæller Alex William Møller. 

To studerende fra VIA Univervisity College lavede til deres afgangseksamen på ingeniørstudiet en demo af UChoose-appen, som gymnasieeleverne nu kan arbejde videre med. Appen findes i øjeblikket kun til androidprodukter, men planen er, at den også skal kunne downloades til Apple-produkter. 

Netværk og virksomhedskontakt

UChoose er i kontakt med en række DJ-selskaber, som viser interesse for appen. Derudover er HHX-eleverne hele tiden opmærksomme på at udvide deres netværk. 

”Til regionsmesterskabet fik vi god kontakt til nogle af dommerne, som vi kan trække på, når vi har brug for hjælp. Vi skal også i gang med at lave en video, som vi kan lægge på Kickstarter, så vi snart kan få gang i videreudviklingen af appen,” siger Rasmus Leth Ravnsborg. 

Kickstarter er en amerikansk crowdfundingportal, hvor iværksættere og opfindere kan udstille deres ide og gøre fremtidige brugere så interesserede, at de køber produktet, før det er lavet. 

Sponsor

Gymnasieeleverne har allerede kontakt med en sponsor, som hjælper dem med materiale til deres stande, når de deltager i konkurrencer. 

”Vi har været så heldige, at den lokale virksomhed Baze sponsorerer vores messetøj og alt det, vi har brug for i vores fysiske markedsføring.  Det er vi meget glade for, og det har givet os gåpåmod til at arbejde videre med idéen – men det forpligter os også til at gøre det ekstra godt,” understreger Rasmus Leth Ravnsborg. 

En del af iværksættermiljø

UChoose er en del af iværksættermiljøet StartUp på Learnmark Gymnasium HHX og HTX, hvor eleverne mødes i deres fritid for at udveksle erfaringer i forhold til start af egen virksomhed. 

”Det giver os rigtig meget at være med i StartUp, hvor virksomhederne er forskellige steder i opstartsfasen. Alle er meget professionelle, og vi er gode til at dele vore erfaringer med hinanden,” siger Alex William Møller.

UChoose efter de fik en flot 2. plads til regionsmesterskabet og en billet til National Entreprenørskabsmesse i Odense.