Iværksætterforedrag med Fraser Doherty

30. september 2018

Traditionen tro har iværksætteren Fraser Doherty været på Learnmark Horsens. Her holdt han foredrag for studieårsklasserne på EUX-Business og 1. g´erne på HHX. Det var et inspirerende og motiverende foredrag med fokus på at satse på det, man brænder for og godt kan lide at arbejde med, hvad enten det er som iværksætter eller i det fremtidige job. 

”Det vigtigste er ikke at have kapital, men en passion for det man beskæftiger sig med. Idéen behøver ikke være hightech, man kan sagtens udvikle en god forretning baseret på noget så almindeligt som marmelade! Og så er det også en værdi at turde at kaste sig ud i nye udfordringer. Min historie viser, at hvis du kombinerer passion med kærlighed og hårdt arbejde, så kan du få selv den mindste idé til at blive en succes,” sagde Fraser Doherty blandt andet i sit foredrag. 

Flere elever lod sig inspirere og tog efterfølgende initiativ til at få en snak med Doherty i et mindre forum, hvor flere af eleverne efterspurgte tips og tricks til, hvordan de kunne starte selv. 

Fraser Doherty er 29 år og kommer fra Skotland. Han blev iværksætter som 14-årig, da han startede virksomheden SuperJam, der sælger marmelade baseret på hans bedstemors opskrift.  Udover SuperJam har Fraser Doherty startet en række andre virksomheder som fx Beer52.