Kokke- og tjenerelever på lærerig studietur til Sydfrankrig

11. juni 2018

Syv elever fra Learnmark Tech, der er ved at uddanne sig til kokke og tjenere, har været på 14 dages udfordrende og lærerigt studieophold i Valance i Sydfrankrig. 

Kokke og tjenere med ambitioner rejser ofte til Frankrig for at blive endnu dygtigere til deres fag. Syv elever fra Learnmark Tech, der er godt i gang med deres grundforløb 2 på uddannelsen, tog udfordringen op, da de fik tilbuddet om at komme på 14 dages studietur til den sydfranske by Valance ved Rhone-floden. 

Her skulle de både følge undervisningen på den franske kokke- og tjenerskole Association Drôme Ardèche de formation professionnelle og i praktik inden for deres fag som enten kok eller tjener. 

To af eleverne, Marie Hvidbjerg Sabroe Christensen, som er ved at uddanne sig til tjener, og Morten Nissen, der er i gang med kokkeuddannelsen og har læreplads på Hotel Juelsminde Strand, fortæller her om deres oplevelser i gastronomiens hjemland. 

Hvad lærte du på skolen?

Morten: Den første dag skulle vi lave spareribs med grøntsager til lærerne på skolen. Undervisningen er meget anderledes, end vi er vant til. På Learnmark Tech får vi en opskrift og et tidspunkt, hvor maden skal være færdig. Så skal vi ellers arbejde derudaf, og vores lærer guider os og giver tips, tricks og teori undervejs. I Frankrig lavede læreren maden sammen med os. Vi fik ingen opskrift, vi skulle bare se efter, hvad læreren gjorde, og så gøre det samme. 

Marie: En af dagene var der var der restaurantåbning. De havde meget strikse krav til, hvilken slags tøj vi skulle have på. Jeg havde sorte jeans på, men det måtte man ikke have. Det skulle være nogle pænere sorte bukser. Så jeg fik desværre ikke lov til at servere til restaurantåbningen, men jeg fik også noget ud af at kigge på – og så lærte jeg på den måde rigtig meget om kulturforskelle. 

Hvad lærte du i praktikken?

Morten: Jeg arbejdede på burgerrestauranten Les Halles, hvor jeg den første dag blandt andet lavede desserter sammen med en af kokkene. En anden dag var jeg køkkenchefens lille hjælper. Han var vild med at lære mig noget, og jeg kunne godt tænke mig at have været lidt længere i praktik, for det var vildt spændende. 

Arbejdsdagen var fra kl. 9-14 og fra kl. 17-lukketid. Jeg synes, det var lidt irriterende at have fri midt på dagen, så kan jeg bedre lide den danske arbejdsdag for kokke, som typisk er fra kl. 12-22. 

Marie: Jeg var i praktik på restauranten La Boucherie, hvor mine opgaver mest bestod i at tage af bordene. Jeg kan ikke fransk og kunne derfor ikke tage mod bestillinger – forståeligt nok.  Et af de franske ord, jeg hurtigt lærte, var fini, som betyder: Er du færdig? På den måde risikerede jeg ikke at tage tallerkenen fra nogle, der ikke var færdige med at spise. Det var spændende at opleve en ny arbejdskultur, og de lærte mig nogle gode tricks til at være mere effektiv i mit arbejde. Det var fedt nok. 

Elevene havde også tid til hygge på et fransk marked.

Hvad lavede I i fritiden?

Morten: En dag var vi på olivenmuseum i en flot gammel romersk by med megaflot natur. Her fik vi både viden om, hvordan man dyrker og forarbejder oliven, og hvor vigtig oliven er for Frankrig – det er faktisk en af deres guldklumper. 

En anden dag kørte vi til en naturpark i Alperne. Vi ledte efter vandfald, men fandt i stedet et vulkankrater – det var også ret spænende at se. 

Marie: Vi var blandt andet i Montpellier, hvor vi både så seværdigheder, shoppede og var ved stranden. Vi var også forbi den dyreste restaurant i Frankrig, som ligger i Valance. Det var en helt anden verden, man trådte ind i, når man gik ind ad restaurantens dør. 

Hvordan klarede I jer sprogligt?

Marie: Mange franskmænd er ikke så gode til engelsk, så vi brugte Google Translate rigtig meget. Sidst på vores studieophold havde vi samlet en del franske ord op, så vi forstod en lille smule af, hvad de sagde på skolen og på vores pratiksteder. 

Hvad var det sjoveste på jeres studieophold?

Morten og Marie: Vi havde det rigtig sjovt sammen, og vi fik et rigtig godt sammenhold i løbet af de 14 dage, vi var i Valance. Det var fedt at være turister sammen og at dele oplevelserne efter skole og arbejde med hinanden. Vi boede sammen i en lejlighed, hvor vi selv skulle sørge for mad, og det var jo ikke et problem for os. 

Hvis andre får muligheden for at tage af sted, skal de virkelig gøre det – det er en superfed oplevelse! 

Studieopholdet er støttet af EU´s Erasmus-midler.