Kontoreleven Kathrine føler sig som en vigtig del af Schur

07. juni 2019

Kathrine Baden Sørensen er kontorelev hos den internationale koncern Schur, der blandt andet er kendt for at producere emballage. Schur har omkring 800 medarbejdere fordelt i fem lande, og Kathrine føler sig som vigtig del af virksomheden. 

I løbet af Kathrine Baden Sørensens elevtid hos Schur kommer hun til at have mange forskellige arbejdsopgaver både indenfor økonomi, løn og administration.

”Jeg søgte en elevplads her, fordi det fangede mig, at arbejdet både indeholder meget økonomi, men også har kontakt til mennesker. Indtil nu har jeg primært siddet i økonomiafdelingen, hvor min base vil være de næste to år, men det er meningen, at jeg også skal assistere i løn og kunne afløse i receptionen. Jeg synes, det er megafedt! Jeg elsker tal, og jeg elsker at arbejde med mennesker, så det er bare en god kombination!”

Ikke ’bare en elev’

Der er stor forskel på at arbejde i en lille, mellem eller stor virksomhed. Det rigtige valg for Kathrine Baden Sørensen var den store virksomhed Schur, selvom der er mange andre medarbejdere, føler hun ikke, at hun forsvinder i mængden.

”Jeg føler mig som en vigtig del af virksomheden, selvom det er en stor virksomhed. Her er et godt arbejdsmiljø, hvor alle hilser på hinanden. Vi er tre elever i alt, men jeg føler ikke, at vi bliver behandlet anderledes, end en hvilken som helst anden medarbejder.”

Som kontorelev i den store virksomhed er arbejdsopgaverne meget forskellige, og Kathrine Baden Sørensen arbejder på kryds og tværs i flere afdelinger.

”De er helt vildt flinke her, og jeg får lov til så mange forskellige ting. På det halve år jeg har været her, har jeg lært så meget hele tiden. Jeg bogfører rigtig meget, indbetaler fakturaer, ringer til leverandører og kreditforsikrer kunder. Jeg er ikke låst til en ting ad gangen.”

Læring i højt tempo

Der er stor forskel på den læring, man får i skolen kontra på en arbejdsplads. I stillingen som kontorelev lærer man tingene gennem praksis.

”Jeg kan godt lide at være elev, fordi jeg ikke er bundet til en skolebænk. Det er fedt at lære gennem praksis i stedet for teori i stedet for at terpe teori hele tiden – jeg lærer noget nyt hver dag.”

”En fed dag for mig er, når jeg kan arbejde selvstændigt uden at skulle spørge mine kollegaer til råds. Jeg kan også godt lide dage, hvor der sker meget, så jeg virkelig kan se, at jeg gør en forskel! Det er en rigtig god dag! Her er heldigvis sjældent dage, hvor jeg ikke har så meget at se til!”