Kulturforskelle på tværs af Østersøen

17. november 2016

HHX-elever fra Learnmark Gymnasium har været i Estland for at diskutere inklusion af handicappede med 15 unge fra Finland, Sverige, Island, Estland og Litauen. 

Kulturforskelle

Kulturforskellene mellem landene har gjort et stort indtryk på Mads Frederiksen, Elias Ølsgaard og Laura Amanda Klindt Ejlertsen. De går alle i 2. g. på Learnmark Gymnasium HHX og er netop kommet hjem fra fem begivenhedsrige dage i den estiske by Haapsalu, som ligger ud til Østersøen. 

”Jeg synes, at handicap er et tabuemne i Danmark. Det oplevede jeg slet ikke i Estland, og det kan jeg godt lide! Vi unge fra Sverige, Island og Danmark var fx meget tilbageholdende med at tage billeder af de handicappede unge, vi besøgte på en skole, mens de unge fra Estland og Litauen ikke var nær så generte, de tog bare en masse billeder,” fortæller Elias Ølsgaard. 

Diskussioner

I Estland skulle de unge fra Norden og de baltiske lande arbejde med projektet Disability in including community, som gav dem stof til eftertanke. 

”Vi arbejdede blandt andet med en case om en ung mand, der var blevet kørt ned og nu sad i kørestol. I grupper skulle vi så komme med forslag til, hvordan han kunne få nye venner, og hvordan han kunne hjælpe sin mor økonomisk. Det var vildt spændende,” fortæller Mads Frederiksen. 

I Elias Ølsgaards gruppe kom de også til at diskutere homoseksualitet, og her kom kulturforskellene for alvor til udtryk. 

”En af esterne i min gruppe sagde, at man i Estland slår homoseksuelle, og det blev jeg virkelig forarget over,” understreger han. 

De unge projektdeltagere besøgte også et værested for handicappede og en folkeskole, hvor de handicappede børn dansede og spillede musik for dem. 

Vil gerne af sted igen

Sidst i januar 2017 kommer unge fra de fem øvrige lande – Island, Estland, Litauen, Finland og Sverige – til Horsens, hvor emnet er Religious diversity, og her kunne Mads Frederiksen og Elias Ølsgaard tænke sig at deltage. 

”Vi får nok desværre ikke mulighed for at deltage i de kommende projekter i Litauen eller Sverige, men vi håber begge to på, at vi får lov til at deltage i noget af projektet, som næste gang afholdes på Learnmark Gymnasium HHX. Det har været et vildt spændende projekt at deltage i, og vi har lært meget både fagligt og kulturelt,” siger de to gymnasieelever samstemmende. 

Projektet i Estland er det andet projekt ud af i alt 6 projekter, som afholdes i de seks deltagende lande i dette skoleår. Tidligere på efteråret har tre andre HHX-elever fra Learnmark Gymnasium deltaget i et projekt i Island, hvor de diskuterede homoseksualitet. Projekterne er støttet af Nordisk Ministerråd og har den fælles overskrift Promote Tolerance – Celebrate Diversity.