Learnmark Business kickstarter fremtidsdrømmene

13. maj 2020

Mød to mennesker, der har kickstartet drømmen om et nyt arbejdsliv på Learnmark Business. Cathrine Sonne er oprindeligt uddannet bager, men hun har en fremtidsdrøm om job inden for detail eller handel, mens Rasmus Jensen går efter at starte selvstændig virksomhed.

Hverdagens eksprestog kører for de fleste af os med fuld fart. Men en gang imellem kan det være forfriskende og livsforandrende at stoppe op, tage et tjek på livet og tænke over, om toget kan skifte spor.

Jeg kunne rigtig godt lide at være bager og har haft spændende arbejdsopgaver i blandt andet New York, hvor jeg var med til at starte Lagkagehuset. Da jeg kom hjem og fik et job, hvor jeg skulle arbejde meget alene, begyndte jeg at tænke over fremtiden.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Hun er 23 år, går på Learnmark Business og har et mål om et job inden for detail eller handel.

Selvom hun nød at have travlt i bageriet og egentlig fandt det tilfredsstillende at have selvstændigt ansvar, dukkede der også tanker op om, hvordan det skulle hænge sammen med et fremtidigt familieliv og overskud til andet end arbejde.

Tit var jeg så træt, at jeg ikke orkede ret meget, når jeg havde fri. Det fik mig til at tænke over, hvordan det vil være den dag, min partner og jeg skal have børn.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Gennem mere end et år overvejede hun, hvordan hun kunne forandre situationen. Og faktisk var det i bageriet, det gik op for hende, at der måske var en anden mulighed.

Hvis mine kolleger i butikken havde travlt, hjalp jeg til. Her fandt jeg ud af, at jeg faktisk godt kan lide at tale med mennesker, yde service og vejlede. Så jeg tilmeldte mig EUD-Business allerede et år før, jeg startede, så jeg havde god tid til at overveje.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Pause gjorde klogere

Også Rasmus Jensen på 21 år har gjort sig mange overvejelser inden han i 2019 begyndte på Learnmark Business. Da han forlod folkeskolen, var han godt træt af skolearbejde og lektier.

Jeg var slet ikke parat til at fortsætte med uddannelse, så jeg har haft forskellige job, arbejdet med filmproduktion og på et tidspunkt tog jeg også grundforløb på en anden erhvervsuddannelse. På mange måder har det hjulpet mig til at blive klogere på, hvad det egentlig er, der giver mening og værdi for mig.

Rasmus Jensen, elev på EUD-Business

Målet for ham er at få et solidt fundament gennem EUD-Business til at kunne starte egen virksomhed engang i fremtiden. 

En ny og anderledes oplevelse med gevinst

For nogle kan tanken om lektier, bøger og tavler være en uoverstigelig barriere for at begynde en ny uddannelse efter at have været på arbejdsmarkedet i flere år. Mange kæmper også med dårlige oplevelser fra skoletiden, som man ikke ønsker at genopleve.

I begyndelsen ville jeg ikke sidde foran i klassen, og jeg var overbevist om, at jeg slet ikke kunne sidde stille på en stol, når jeg har været vant til at have et aktivt job. Og matematik. Det var slet ikke noget for mig.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Hendes favoritfag på EUD-Business er noget overraskende virksomhedsøkonomi.

Nu har jeg det helt anderledes. Det er slet ikke så svært, og jeg får faktisk ret gode karakterer.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Det samme gør sig gældende for Rasmus, der er forbløffet over, at et fag både kan være svært og samtidig sjovt.

Virksomhedsøkonomi er jo bare noget med at holde styr på pengene og i modsætning til matematik, er det nemt at se, hvad det skal bruges til. Det betyder meget for mig, at jeg kan se meningen med det, vi lærer.

Rasmus Jensen, elev på EUD-Business

Ud over det faglige har de begge også fået en social gevinst ved at begynde på uddannelsen. Nye venskaber er opstået undervejs, og nye fællesskaber er skabt gennem læring.

Det bedste har været at møde mennesker, der vil det samme, og at man ikke spilder tiden.

Rasmus Jensen, elev på EUD-Business

Cathrine nyder at have en gruppe af fire andre piger at være sammen med både på uddannelsen og privat.

Noget andet, som jeg også nyder, er, at jeg har fået så meget mere overskud og energi i hverdagen, at jeg kan være sammen med familie og venner i fritiden.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business

Spring ud i det

De er enige om, at andre, der lige som dem, drømmer om et andet arbejdsliv eller går i uddannelsestanker, på ingen måde skal holde sig tilbage.

Hvis du er klar til det, så gør det. Det er aldrig for sent, uanset om du er ung eller gammel. På den anden side vil jeg også sige til de unge, som føler sig presset og frustrerede over at skulle vælge uddannelse lige efter folkeskolen. Giv dig tid til at prøve noget af og til at tænke dig godt om.

Rasmus Jensen, elev på EUD-Business

Tid og tanker går forud for handlingen. Men der er ikke så meget at være bange for.

Tænk over, hvad du vil med resten af dit liv. Skriv dig op til en uddannelse. Du kan altid sige nej, hvis du ombestemmer dig. Men er du klar, så spring ud i det.

Cathrine Sonne, elev på EUD-Business