Learnmark-deltagere gør status efter dag 2 til DM i Skills

Lørdag og dermed de sidste timer i DM i Skills nærmer sig, og Learnmarks otte deltagere har fredag aften gjort status over dagens arbejde.

05. februar 2016

De har alle givet alt, hvad de har i sig, de har knoklet, svedt og været fokuserede - og altid har de haft overskud til en kæk bemærkning og til at svare på spørgsmål fra besøgende.

Kl. 13.00 lørdag en 6. februar 2016 udløses spændingen om, hvem der vinder de eftertragtede DM-titler inden for de forskellige fag, og på Learnmark Horsens krydser vi fingre og håber det bedste for vores deltagere.

Rollespil og svær teori

Eleverne fra Learnmark Business har fredag været i krydsild to gange. Dagens første opgave var i kategorien Event, hvor de i et rollespil fremførte, hvordan en kundeaften med Mette Blomsterberg ville forløbe i Sinnerup. Sidst på eftermiddagen præsenterede de deres markedsføringsplan for eventen med Mette Blomsterberg, hvor de svarede godt på dommernes mange spørgsmål.

"Vi kan godt lide at vise teorien gennem rollespil, og vores præsentation af eventen gik over al forventning. Fremlæggelsen af markedsføringsplanen var meget sværere, fordi man skal omkring rigtig meget teori. Men vi er godt tilfredse med vores indsats - og godt trætte i benene af at stå op hele dagen," siger Maiken Sørensen

Venskab

En af de oplevelser, som Nicklas Feldt især tager med sig fra DM i Skills, er nye venskaber.

"Jeg kendte ikke de andre i gruppen særlig godt, før vi begyndte at forberede os til DM i Skills. Det gør jeg nu, og vi har hygget os på hotellet om aftenen. Vi har godt nok skullet forberede os til næste dags konkurrencer, men med masser af slik, kaffe og sjov, har det ikke betydet noget," konkluderer han.

Jeg har nået dagens mål

Efter den første dag til DM i Skills var tagdækker Christoffer Bo Jensen godt tilfreds med sit arbejde, men han havde troet, at han havde været længere med opgaven. Efter den anden dag i konkurrencen har hans opfattelse ændret sig.

"I dag er begge mål nået: Jeg er godt tilfreds med mit arbejde, jeg er nået langt, og alt er gået efter planen. I morgen lørdag har vi fire timer, og jeg regner med at være færdig med rygning og rygningsudluftning efter 2½ time," erklærer tagdækkerlærlingen.

Han får sidst på formiddagen besøg af sin mester, kolleger og familie, og hans erklærede mål inden DM i Skills var at være færdig til han fik besøg. Det mål ser det ud til, at han når.

Musik giver ro til arbejdet

Jimmi Fuglsang Melsen er som de fleste Skills-deltagere træt efter to lange konkurrencedage. Han er også godt med, både når det gælder tiden og det faglige håndværk, men dagens mange besøgende har forstyrret ham lidt.

"Det kan godt være svært at arbejde, når der hele tiden står nogen og ser på det, man laver. Der er været meget larm i dag, så jeg har været glad for mine hørebøffer med musik i," siger han, da han velfortjent holder fyraften kl. 18.00.

God tid til finesserne

Sidst på eftermiddagen var de to brolæggere Patrick Schmitt og Christian Larsen så godt som færdige med deres opgave, og de kan nu lørdag tage sig god tid til finesserne.

"Det er gået over al forventning i dag, og vi er så tæt på færdige, som vi kan blive. Nu holder vi fri og kigger med friske øjne på opgaven i morgen tidlig," fortæller Patrick Schmitt.

Spændt på fars vurdering

DM i Skills har fredag været besøgt af tusindvis af 8. klasse-elever, som har deltaget i Skills-stafetten. Det har været lidt stressende for deltagerne, men det tager ikke glæden fra Christian Larsen, som ser frem til lørdagens afgørelse.

"Min familie kommer i morgen og ser, hvad vi har lavet, og jeg glæder mig til at høre, hvad min far siger om vores opgave. Han er nemlig også brolægger," siger Christian Larsen.