Learnmark Gymnasium HHX og HTX søger igen unge talenter

18. juni 2018

I efteråret 2018 får elever i 8. klasse igen muligheden for at deltage i Learnmark Talent. Det udbydes af Learnmark Gymnasium HHX og HTX og består af to forløb med afsæt i de to gymnasieuddannelsers særlige DNA: Naturvidenskab på HTX og innovation og iværksætteri på HHX. 

Learnmark Gymnasium HHX og HTX tilbyder i det kommende skoleår elever i 8. klasse i Horsens Kommune og Hedensted Kommune et særligt talentforløb – Learnmark Talent. Det er anden gang, gymnasiet udbyder talentforløbet, hvor unge med interesse for enten naturvidenskab eller innovation og iværksætteri får mulighed for at udfordre sig selv og dyrke deres talent. 

Rektor Sune Agger ser frem til at byde et nyt hold unge talenter velkommen, når Learnmark Talent starter tirsdag den 11. september 2018. 

”I dette skoleår oplevede vi så stor interesse for vores talenthold, at vi måtte oprette to hold på HTX. Det underbygger mine erfaringer om, at mange unge vil udfordres fagligt og prøve sig af på et højere niveau. Vi har til det kommende skoleår skærpet indholdet yderlig, så det passer endnu bedre til målgruppens ønsker og behov, og jeg glæder mig til at hilse på de unge talenter,” siger Sune Agger. 

Learnmark Talent indeholder to forløb – et HTX-forløb og et HHX-forløb. Begge talentforløb afvikles på tre skoledage i efteråret 2018. 

Udvikling af forløb

Learnmark Talent udspringer af Learnmark Gymnasiums generelle fokus på udvikling af talenter, og de to talentforløb tager udgangspunkt i HTX´s og HHX´s DNA. 

På HTX arbejder eleverne med to forløb: 1) Et fysikforløb med fokus på skrå kast, hvor eleverne tester beregninger i praksis 2) Et forløb om fødevareteknologi og bioteknologi, hvor eleverne arbejder teoretisk og praktisk med fremtidens fødevarer, og hvordan man skaber alternative proteinkilder. 

På HHX arbejder eleverne med et iværksætter- og innovationsforløb med tilknytning til gymnasiets iværksættermiljø StartUp. 

”Vi har i år udvidet det naturvidenskabelige forløb på HTX, så eleverne også kommer til at arbejde med mere hardcore fysik. Det var et ønske fra dette skoleårs talentelever, som vi har lyttet til. Jo mere vi kan samarbejde om udviklingen af vores forløb, jo bedre rammer det elevernes ønsker. Samtidig er det vores ansvar at udfordre og skubbe eleverne i retninger, de ikke selv lige får øje på,” understreger Sune Agger. 

I begge talentforløb møder grundskoleeleverne nogle af Learnmark Gymnasiums egne talenter, som de både kan hente hjælp og inspiration hos og spejle sig i.