Learnmark henter international DJ-duo til kæmpe fest

22. februar 2018

For tredje gang samler Learnmark Horsens’ fælleselevråd alle skolens elever til kæmpe fest i Forum Horsens. Denne gang forventer fælleselevrådet, at op mod 900 unge deltager i festen fredag den 13. april 2018. 

I fælleselevrådet er elever fra alle skolens uddannelser repræsenteret, og Thomas Højgaard, der er formand for fælleselevrådet, lægger sammen de øvrige medlemmer af fælleselevrådet mange timer i planlægningen af festen. 

”Det er denne gang et kæmpe setup, hvor vi selv har stået for al planlægning, booking, markedsføring og koordinering. Ledelsen har blot godkendt arbejdet løbende. Det har været ret vildt selv at have ansvaret for så stort et budget og have det store overblik,” fortæller Thomas Højgaard der er elevrådsformand på Learnmark Horsens. 

Til Learnmark-festen har fælleselevrådet lavet aftaler med den svenske DJ-duo Vigiland, Blak, Kidd og Johnny Deluxe. 

Vigiland, Blak, Kidd og Johnny Deluxe spiller til Learnmarfest 13. april 2018

Vigiland kommer til Horsens

Duoen Vigiland, som består af Claes Remmened Person og Otto Pettersson fra Sverige, har med deres kæmpehit hurtigt slået sig ind på både folks playlister og dansegulvet verden over. Vigilands gennembrud kom i 2014, da de slog igennem med hittet ’UFO’, som med det samme nåede i top-10 på Spotify. Senere i 2015 kom singlerne ’Addicted’ og ’Shots & Squats’ som også fik høje placeringer på toplisterne. 2016 blev endnu vildere med kæmpehit som ’Pong Dance’ og ’Friday Night’. 

Blak, Kidd og Johnny Deluxe spiller også for Learnmark-elevene

Blak er en dansk rapper og sangskriver fra Nakskov, som slog igennem med sit single hit “Nede Mette” fra 2016. Det var den mest streamede og downloadede single i det pågældende år. Hans sange “Nede Mette” og “Ik’ Min Skyld” og “Klip” (i samarbejde med Jimilian) har medført, at Blak er blevet et kendt navn i den danske musikindustri. 

Tilbage i 2011 gik Kidd på rekordtid fra at være et undergrunds- og youtubefænomen til at få massiv airplay og flotte placeringer på hitlisterne. Hans videoer er blevet vist adskillige millioner gange på nettet, og han tager altid sit publikum med storm, når han spiller sine energiske liveshows. Kidds fulde album ’Kiddæssancen’ kom på gaden i sommeren 2014. Derefter blæste han folk bagover i hele landet rundt med Lågsuskaravanen på Grøn Koncert. 

Johnny Deluxe er klar på de store danske scener igen. Endelig... vil mange mene. Johnny Deluxe blev dannet i 2000, og de væltede bogstavelig talt de danske spillesteder for 12-15 år siden med kæmpe hits som fx ’Elskovspony’, ’Sindssyg’ og ’Vi vil ha mer´’. Nu er de klar igen med et hav af hits bag sig og ny energi.

Vigiland, Kidd, Blak og Johnny Deluxe spiller til Learnnmark-fest 13. april 2018 Vigiland, Kidd, Blak og Johnny Deluxe spiller til Learnnmark-fest 13. april 2018