Legat på 100.000 kr. sender studerende ud i verden

Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat på 100.000 kr. gik i år til tre studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX, som fra sommeren 2017 skal studere i Sydney, Paris og Ho Chi Minh City i Vietnam.

08. marts 2017

Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat på 100.000 kr. gik i år til tre studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX, som fra sommeren 2017 skal studere i Sydney, Paris og Ho Chi Minh City i Vietnam. 

Fredag den 3. marts 2017 fik tre studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX overrakt håndskrevne checks udstedt i amerikanske dollars. Giverne er Grethe og Henning Skov Jensen, som for fjerde gang via deres legat giver Learnmark-studenter mulighed for at gennemføre et udenlandsk studieophold som led i deres videregående uddannelser. 

Modtagerne af legatet i 2017 er Mikael Borre Jansson, Rasmus Engelbrecht Sørensen og Victor Backer Gonzalez Salido

The American dream

Grethe og Henning Skov Jensen er født og opvokset i Horsens, og The American Dream blev til virkelighed for dem, da de i 1980 bosatte sig i USA. Siden har Henning Skov Jensen blandt andet ejet en større international virksomhed, som han solgte i 1999. Herefter trak han sig tilbage - to smell the roses, som man siger over there. 

”Det har været en fornøjelse at gennemgå de mange kvalificerede ansøgninger fra dygtige unge, og vi gratulerer de udvalgte legatmodtagere. Det glæder os at kunne hjælpe dem til at dygtiggøre sig ude i verden. Der venter dem værdifulde kulturelle og professionelle oplevelser, men også de udfordringer, som følger med, når man skal begå sig på egen hånd i nye og fremmede omgivelser. Vi ønsker Victor, Rasmus og Mikael udbytterige studier og interessante oplevelser, og vi ved, at de vil være gode repræsentanter for Danmark og Learnmark, og at de vil vende tilbage med en international baggrund til gavn for sig selv og samfundet,” skriver Henning Skov Jensen i en mail fra Californien, hvor legatgiverne i dag er bosat.