Legatmodtager på vej til Los Angeles

Frederik Laustsen, som er i gang med sin bachelor i International Business ved CBS, har modtaget 30.000 kr. fra Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat. Fra august 2019 skal studere et halvt år på Marshall School of Business, som er en del af University of Southern California (USC) i Los Angeles.

03. juni 2019

Grethe og Henning Skov Jensens rejselegat på i alt 120.000 kr. gik i år til fire studenter fra Learnmark Gymnasium HHX og HTX. En af dem er Frederik Laustsen, som er i gang med sin bachelor i International Business ved CBS.

Fra august 2019 skal studere et halvt år på Marshall School of Business, som er en del af University of Southern California (USC) i Los Angeles.

Frederik Laustsen blev i 2016 student fra Learnmark Gymnasium HHX.

Studerer på CBS i Danmark

International Business er en relativt bred uddannelse med fag inden for både økonomi, marketing og organisation. Jeg er pt. i gang med at forberede mig til de sidste eksaminer på mit andet år. Det er i fagene Supply Chain Management og International Business Law.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019
Tre grunde til, at jeg valgte USC
  • 1.

    USC er et godt og velrenommeret universitet.

    Det er hjemsted for nogle af verdens dygtigste studerende og undervisere.

    I faget “Introduction to Private Equity and Venture Capital” underviser Steve Moyer.

    Han har mere end 30 års erfaring fra forskellige dele af den finansielle sektor, og han er kendt blandt de studerende for at tage interessante, kompetente og nogle gange endda kendte gæsteundervisere med til timerne.

  • 2.

    USC tilbyder en lang række fag, der relaterer sig til techs effekt på og samspil med erhvervslivet.

    USC har generelt en rigtig stærk profil inden for kombinationen af teknologi og business, samt en stærk tilknytning til virksomheder og undervisere fra erhvervslivet; bl.a. Silicon Valley.

  • 3.

    Det har absolut også spillet ind, at USC lige netop ligger i Los Angeles.

    Los Angeles er anderledes end nogen anden by i verden, og med indbyggere fra hele verden består Los Angeles ikke af én, men af utallige forskellige kulturer og utallige folk med forskellige perspektiver og verdenssyn.

Forventninger til studiet i Los Angeles

Jeg forventer naturligvis at få et lærerigt udbytte af de fag, jeg tager. Derudover forventer jeg at gøre mig nogle erfaringer om, hvordan den amerikanske læremåde er anderledes (og måske mere effektiv for mig) end den danske.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Den amerikanske model beror på obligatorisk fremmøde til undervisning, hvor din deltagelse og dine bidrag påvirker dine karakterer. Dette adskiller sig markant fra den danske model, hvor det er fuldstændigt op til dig selv at beslutte, om du vil komme til forelæsninger.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Jeg tror, at kombinationen af denne form for klasseundervisning og skolens tætte tilknytning til erhvervslivet vil gøre undervisningen og indholdet mere pragmatisk, end det eksempelvist er tilfældet på CBS.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Mine forventninger til det sociale liv ved siden af studiet

Mit primære ønske er at møde en lang række interessante mennesker. Jeg kan forstå, at andre på udveksling har en tendens til at falde i en ”exchange-boble” med andre udvekslingsstuderende.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Jeg har alle intentioner om at undgå dette. For det første har jeg en idé om, at undervisningformen med klassebaseret undervisning i mindre grupper muliggør det at møde folk på at mere personligt plan.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Derudover har USC mere end 300 studenterdrevne organisationer og societies med fokus på alt fra sport til academia. Jeg har absolut tænkt mig at engagere mig i én eller flere af disse organisationer – både for selve indholdet, men absolut også for at møde folk.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019

Fremtidsplaner efter mit studieophold i Los Angeles

Når jeg i januar 2020 returnerer til Danmark har jeg to fag tilbage, inden jeg skal i gang med at skrive min bachelor-opgave. Hvad der skal ske herefter, har jeg endnu ikke besluttet mig for. Jeg vil gerne læse en kandidat, men om det bliver i Danmark eller uden for landets grænser, ved jeg ikke endnu – måske giver mit semester i LA mig smag for flere år i udlandet.

Frederik Laustsen, legatmodtager 2019