Lokale virksomheder sætter fokus på karrieremuligheder til infomøde på Learnmark Business

07. februar 2020

JYSK, DSV og Horsens Politi har en central plads i programmet, når Learnmark Business EUD og EUX holder infomøde den 19. februar 2020. 

Hvilke arbejdsopgaver har en kontorelev i Politiet? Hvilke karrieremuligheder er der i DSV? Hvilke krav skal man opfylde for at blive butikschef i JYSK? Alle disse spørgsmål og mange flere kan unge og deres forældre få svar på til infomøde på 

Learnmark Business EUD og EUX
onsdag den 19. februar 2020 kl. 17.00 – 19.00
Strandpromenaden 4c, 8700 Horsens

Til infomødet på Learnmark Business deltager uddannelsesansvarlige og nuværende elever fra netop Horsens Politi, DSV og JYSK, og de er ifølge Carsten Jakobsen, uddannelseschef på Learnmark Business, med til at sætte fokus på de mange forskellige fremtids- og karrieremuligheder, der er inden for detail, handel og kontor.

Jeg er glad for, at vi sammen med lokale virksomheder kan byde velkommen til infomødet på Learnmark Business. Det giver vores besøgende en unik mulighed for at få god viden om uddannelsernes indhold og fremtidsmuligheder. Samtidig er det også et udtryk for det gode samarbejde, vi har med erhvervslivet. Det er særdeles vigtigt for os – både til at gøre undervisningen så virkelighedsnær som muligt og i forhold til samarbejdet om elevpladser.

Carsten Jakobsen, uddannelseschef Learnmark Business

EUX-Business giver adgang til alle uddannelser

EUX-Business er et to-årigt uddannelsesforløb på Learnmark Business, som giver adgang til en elevplads inden for alle fire retninger: Detail, handel, kontor og event. Hos DSV har de hvert år mange elevpladser inden for spedition, og derfor var det ifølge Carsten Jakobsen naturligt at invitere DSV til infomødet.

Vi vil fra DSV’s side gerne være med til at inspirere de unge og deres forældre til at se de mange muligheder, der efterfølgende er i erhvervslivet med en EUX. Der er stadig mange, som ikke har kendskab til EUX, og de døre uddannelsen åbner. Det kendskab vil vi gerne bidrage til at udbrede. Vi vil samtidig gerne synliggøre de spændende karrieremuligheder, der er inden for vores branche - både i ind- og udland.

Ulla Anholm, HR Business Partner i DSV

EUD-Business – den lige vej inden for detail og handel

EUD-Business er et etårigt uddannelsesforløb på Learnmark Business, som giver adgang til en elevplads inden for detail, handel eller event. Til infomødet kan de besøgende møde tre unge, der er i gang med en elevuddannelse hos JYSK. I den forbindelse fortæller Jørgen Olsen, der er Education Manager hos JYSK, at de deltager i infomødet for blandt andet at sætte fokus på de mange karrieremuligheder, der er inden for detailhandel.

Til infomødet har vi tre superdygtige JYSK-elever med, fordi vi gerne vil være med til at fortælle de unge og deres forældre, at der er brug for dem, og at karrierevejen i JYSK er som en motorvej med flere afkørsler, hvor man kan blive fx Store Manager eller Deputy Store manager. Vi stiller store krav til de unge, og er de modne, har masser af gejst og motivation, så får de ansvar fra første arbejdsdag og skal nok komme langt.

Jørgen Olsen, Education Manager hos JYSK

Mød elever, lærere og vejledere

Til infomødet kan gæsterne både tale med elever, lærere og vejledere om fx uddannelsernes indhold, faglige niveau, adgangskrav og fremtidsmuligheder. Derudover kan de høre mere om de mange gode muligheder, der er for at søge en elevplads, og at de kan se ledige elevpladser som inspiration på Facebooksiden Jobnyt – Learnmark Business

Program
  • 19. februar 2020 kl. 17-19

    • Velkomst
    • Kort oplæg om EUD-Business
    • Jysk – karrieremuligheder med en EUD-Business
    • Kort oplæg om EUX-Business
    • DSV – karrieremuligheder med en EUX-Business
    • Horsens Politi - karriemuligheder med en EUX-Business
    • Gode råd til at søge en elevplads
    • Besøg uddannelses- og karriereboderne på fællestorvet.