Målet er at vinde Skills-stafetten for tredje gang

25. marts 2019

Horsens og Juelsminde er stærkt repræsenteret til årets Skills-stafet, som afholdes for 8. klasse-elever den 5. april 2019 i Næstved – samtidig med DM i Skills. Elever fra Juelsminde og Hedensted har vundet konkurrencen de seneste to år, og målet er at tage sejren for tredje gang. 

Omkring 200 elever fra Horsens og Juelsminde indtager den 5. april 2019 arenaen til årets Skills-stafet, hvor 8. klasse-elever fra hele landet konkurrerer i praktisk håndelag og samarbejdsevner. Her skal de lokale elever blandt andet heppe på deres skolekammerater, som har kvalificeret sig til finalen i Skills-stafetten. Deltagerne kommer fra

  • Østerhåbskolen - 1 hold
  • Langmarkskolen – 1 hold
  • Juelsminde Skole – 2 hold 

Seks timers målrettet træning

I 2018 vandt tre elever fra 8. C på Juelsminde Skole Skills-stafetten, og i 2017 vandt tre elever fra 8. på Hedensted Skole samme konkurrence. Chano Høst Kjærhus, der er holdleder for 8. klasse-eleverne til Skills-stafetten og underviser på tømreruddannelsen på Learnmark Tech, går målrettet efter en sejr for tredje år i træk. 

Han har derfor inviteret alle fire konkurrencehold til en træningsdag fredag den 29. marts 2019. 

Jeg er i fuld gang med at forberede træningsdagen, hvor eleverne skal træne forskellige opgaver, som jeg tror, de møder i Næstved. De skal både prøve opgaver, der kræver teknisk snilde og opgaver, hvor de skal tænke logisk og problemløsende. Derudover sætter vi på træningsdagen fokus på gruppernes samarbejde, og hvordan de kan bruge hinandens styrker bedst.

Chano Høst Kjærhus, underviser på Learnmark Tech

Hygge og fuldt fokus

For holdlederen er det både samarbejdet med grundskoleeleverne og konkurrenceelementet, der gør Skills-stafetten til et af årets højdepunkter. 

Jeg nyder at samarbejde med 8. klasse-eleverne før og under konkurrencerne. Vi hygger os og har det sjovt sammen, men når vi træner til konkurrencerne, er der fuldt fokus. Samtidig er jeg også glad for at kunne introducere eleverne til erhvervsuddannelsernes indhold og arbejdsformer.

Chano Høst Kjærhus, underviser på Learnmark Tech

Klassekammerater hepper i Næstved

Hedensted Kommune kører omkring 150 8. klasse-elever i bus til Næstved. De skal først og fremmest bakke op om deres konkurrencehold, og der er ingen tvivl om, at de går efter at vinde Skills-stafetten for andet år i træk. 

Også Østerhåbskolen og Langmarkskolen sender konkurrencedeltagernes klassekammerater til Næstved, så de får fuld opbakning i den både nervepirrende og sjove Skills-konkurrence. 

Udover at heppe skal 8. klasse-eleverne også opleve de mange forskellige håndværk til DM i Skills. 

I efteråret 2018 konkurrerede omkring 1600 8. klasse-elever i Horsens Kommune og Hedensted Kommune i først skolekonkurrencer og dernæst et lokalmesterskab for at kvalificere sig til DM i Skills-stafetten. Skills-stafetten med de indledende runder og lokalmesterskabet er et samarbejde mellem UU i Horsens og Hedensted, Social- og sundhedsskolen i Horsens, Bygholm Landbrugsskole, Learnmark Business og Learnmark Tech. 

Finalen livestreames den 5. april 2019 fra omkring kl. 13.30 – find link på Skills Denmarks hjemmeside.