MADS SAVNEDE TØMRERFAGET – OG SKOLEN

15. januar 2020

Mads Schougaard Jensen er 20 år og starter på grundforløb 2 på tømreruddannelsen til januar. Han har de seneste fem måneder arbejdet hos tømrerfirmaet A/S Nortvig, hvor han også starter i lære, når han til sommer har færdiggjort grundforløb 2.

Lige siden jeg gik 8. klasse, har jeg vidst, at jeg ville være tømrer, og jeg har faktisk gået på GF2 en gang før, men jeg stoppede, fordi jeg bare gerne ville arbejde og tjene nogle penge. Derfor har jeg i et par år haft forskellige ufaglærte jobs, men jeg savnede tømrerfaget og at gå i skole – at være i værkstedet og lave det, jeg godt kan lide.

Mads Schougaard Jensen, GF2-elev på Learnmark Tech

Månedslønnen bliver frem over noget mindre for Mads Schougaard Jensen, men det bekymrer ham ikke. Det gør det næste halve år på skole heller ikke.

Jeg har lært en masse af at arbejde hos Nortvig de seneste måneder – jeg har lavet rigtigt tømrerarbejde på en byggeplads, og det har været fedt. Jeg ved godt, hvad faget drejer sig om, og jeg er ikke nervøs for at starte på skolen. Samtidig er det en lettelse, at jeg har en læreplads, når jeg starter, så skal jeg ikke spekulere på det.

Mads Schougaard Jensen, GF2-elev på Learnmark Tech