Masser af oplevelser på studietur til Berlin

15. marts 2016

Da 33 elever fra Learnmark Business var på studietur til Berlin fik de mange forskellige oplevelser, som gjorde et stort indtryk på dem.  

Stormagasin

Eleverne var også på virksomhedsbesøg i KaDeWe, som med sine 60.000 kvadratmeter er et af de største stormagasiner i Europa. Det gjorde især indtryk på Erik Kromann. 

"Rundvisningen og foredraget gav et godt billede af, hvor stort KaDeWe er, og hvordan de har indrettet stormagasinet, så de får kunderne til at komme ind i magasinet og få dem til at blive der," siger han.  

Musical

The Wyld Musical i Friedrichstadt-Palast var en stor oplevelse for alle eleverne, og om den aften fortæller Julie Wedderkopp. 

"Det var en af de bedste oplevelser på turen. Det var et fuldstændig vildt show med masser af effekter og et fedt lyd- og lysshow. Jeg har aldrig set noget, der ligner det," forklarer hun. 

Koncentrationslejr

For Christina Nedergaard Hansen var besøget i koncentrationslejren Sachsenhausen blandt andet en af de oplevelser, som har sat sig spor. 

"Det er et meget spændende museum, og jeg synes, det er uhyggeligt at tænke på, at der har boet og arbejdet så mange fanger. Jeg har også tænkt meget på, hvordan det mon har været at bo der," fortæller hun. 

Masser af hygge

På studieturen var der også masser af tid til hygge og til at udforske Berlin på egen hånd. 

"Vi har lært hinanden godt at kende på denne tur, og jeg har lært endnu flere af eleverne på Learnmark Business at kende. Det, synes jeg, er fedt," fortæller Christina Nedergaard Hansen. 

Film

Som afslutning på studieturen har eleverne lavet en informationsfolder, hvor de har anmeldt fem af deres oplevelser på turen, og de har produceret videoer, som blandt andet viser Berlins seværdigheder og historie og indholder en anmeldelse af et shoppingcenter og The Wyld Musical.