Nu skal Michael være tømrer

12. juni 2017

Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) banede vejen for, at Michael Laursen fra Lund i juli starter sin uddannelse som tømrer. 

19-årige Michael Laursen har altid gået i specialklasse. Han er stærkt ordblind og har ADHD. Derfor var Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) en oplagt uddannelse for ham, da han i 2015 afsluttede grundskolen. På KUU har han blandt andet fået undervisning i dansk og matematik, og han har været i fire forskellige erhvervstræningsforløb for at blive afklaret om sit uddannelsesvalg. 

Onsdag den 14. juni får han overrakt sit eksamensbevis fra KUU, og få uger efter starter han i tømrerlære hos Hansen & Iversen Tømrer- Snedkerforretning ApS. 

”Jeg kan godt lide at arbejde med træ og bruge min krop i stedet for at sidde stille, når jeg arbejder. Derfor er det fedt at være tømrer. Jeg har været i erhvervstræning i fire forskellige tømrervirksomheder. Den sidste var hos Hansen & Iversen, og da jeg spurgte dem, om jeg kunne komme i lære hos dem, sagde de ja,” fortæller Michael Laursen inden hans sidste eksamen på KUU. 

Han har ikke tidligere været til eksamen, og han har derfor skullet kæmpe ekstra hårdt med både det faglige og nervøsiteten før sine eksaminer, som han har bestået og klaret over al forventning. 

Det bedste og det sværeste

For Michael Laursen og de 31 holdkammerater har KUU-tiden været to år fyldt med hårdt arbejde, faglige og personlige udfordringer og et helt særligt venskab. 

”KUU er et godt sted at gå i skole, og jeg har fået mange nye venner. Det bedste har været erhvervstræningen i virksomhederne, og når vi har været på Learnmark Tech. Her har vi tre dage om ugen fået undervisning i forskellige håndværksfag, så vi nemmere har kunnet vælge, hvilken erhvervsuddannelse vi vil fortsætte på. Det sværeste har været matematik og dansk,” siger den kommende tømrerlærling. 

Han har gået på erhvervstemaet Byg og bolig. Derudover kan KUU-eleverne vælge mellem erhvervstemaerne Børn, unge og ældre, Handel og kundeservice, Lager og transport eller Mad, sundhed og service.