21. september 2016
Mathias Daniel Pedersen, Kristian Steve Kristensen og Viktor Nørgaard Rimdal, der går i 3. g på Learnmark Gymnasium HTX, har opfundet værktøjet, som de kalder EasyChain, og de forbereder sig nu målrettet til DM i Teknologi, som afholdes i Vejle den 28. september.
”Dommerne gav os gode idéer til, hvordan vi kan videreudvikle vores værktøj, så det passer til alle cykeltyper. Derudover skal vi også arbejde videre med at gøre værktøjet mere salgsklart og vores markedsføring,” fortæller DM-deltagerne.
Løser hverdagens udfordringer i undervisningen
HTX-eleverne har udviklet EasyChain i faget Teknologi, hvor man bl.a. opfinder nye teknologiske produkter, der løser hverdagens udfordringer.
"En af vores kammeraters cykelkæde kunne sommetider hoppe af op til fem gange på vej til skole. Det var han efterhånden ret træt af, og så satte vi os for at løse hans og mange andres problem," forklarer Kristian Steve Kristensen.
Prototypen af EasyChain består af en krog i plexiglas, som gruppen har skåret på en laserskærer, og en 3D-printet holder, så værktøjet kan sidde permanent på cyklen.