Regionsmesterskab for murere afgøres i Horsens

01. oktober 2021

Hvem kan på tid mure den flotteste og mest målfaste mur og lave det bedste flisemønster? Det får vi svaret på, når 11 murer- og flisemurerlærlinge fra Region Midtjylland mødes til mesterskab på Learnmark Tech den 6. og 7. oktober 2021. 

Koncentration, høj faglighed og ønsket om at vinde er tre vigtige byggesten i efterårets regionsmesterskab for 11 murer- og flisemurerlærlinge. Det afholdes på Learnmark Horsens, hvor de seks murerlærlinge har 12 timer til at mure en mini-kopi af indgangspartiet til Grundtvig Kirke i København, og 5 flisemurerlærlinge har 12 timer til at lave det flotteste flisemønster af samme indgangsparti. 

Det er svære opgaver, hvor kun den bedste murerlærling og den bedste flisemurerlærling går videre til DM i Skills, som afvikles i Høng den 28. – 30. april 2022. 

Regionsmesterskabet foregår

  • den 6. oktober kl. 8.00 – 17.00
  • den 7. oktober kl. 8.00 – 15.00. Konkurrencen slutter kl. 12.15, kåring af vinderne starter kl. 14.00
  • på Learnmark Tech, Vejlevej 150, 8700 Horsens 

Deltagerne arbejder under stort tidspres. De bedste tidspunkter for interview med deltagerne er

  • den 6. oktober efter kl. 13.00
  • den 7. oktober efter kl. 12.30 

Målrettede lærlinge og krævende skuemestre

Karsten Drejer Bach underviser murereleverne på Learnmark Tech, og han er ansvarlig for afvikling af regionsmesterskaberne i Horsens.

Et mesterskab er altid spændende, fordi lærlingene yder deres allerbedste og er stolte af at vise deres håndværk frem. Murerlærlingene fra Learnmark Tech dyster i år på hjemmebane, men de kommer ikke let til sejren. Dommerne forventer meget af lærlingene, og kun den allerbedste går videre til DM i Skills.

Karsten Drejer Bach, underviser på mureruddannelsen
Indgangspartiet til Grundtvigs Kirke i København

I regionsmesterskabet deltager i alt fem flisemurerlærlinge og seks murerlærlinge, som er tilknyttet henholdsvis Tradium i Randers, Herningsholm  og Learnmark Tech. 

Fra Learnmark Tech deltager Sophie Mathilde Leth, som er nyudlært murer hos JC Tegn & Byg i Odder, og Cecilie Svoger Pedersen, som er EUX-murerlærling ved Murermester Allan Lauridsen i Solbjerg. Hun er udlært september 2022.